TL-regionsformand: Vi går glip af en stor talentmasse på Stem-uddannelserne grundet manglende ligestilling

BeFunky-collage_-_2024-03-06T144420.950
Pernille Rohde, regionsformand for TL Midtjylland Foto: Teknisk Landsforbund
8. mar. 2024 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Interesserer kvinder sig ikke for teknologi? Eller er de bare ikke dygtige nok?

KIGGER MAN UDE PÅ uddannelsesinstitutionerne er det svært at få øje på kvinder i mængden af mænd i fag som teknologi, naturvidenskab og matematik - de såkaldte Stem-uddannelser, hvor der ifølge Danmarks Statistik kun var 28 procent kvinder i 2019. 

Det er dog næppe hverken interesser eller kompetencer, der spænder ben for kvinder, men snarere manglende muligheder og opmuntring fra samfundet. 

Derfor er det også brandærgerligt, hvis teknologi gøres til et valgfag i afgangsklassetrinene, som der er lagt op til i forbindelse med drøftelsen af en ny såkaldt HPX-uddannelse
Pernille Rohde, regionsformand for TL Midtjylland

Det er på tide, vi gør noget ved det - ikke mindst for samfundets skyld. 

For vi går glip af en stor talentmasse, der potentielt kan bidrage til at løse nogle af de allerstørste  udfordringer, vi står over for som samfund. Jeg behøver bare at nævne den grønne omstilling for at pointere vigtigheden af at få slået bunden ud af den skæve magtbalance, der hersker på teknologiområdet. 

Hvis teknologisektoren primært bliver formet ud fra mænds perspektiver og interesser, ja, så kan det få meget negative konsekvenser for virksomhedernes vækst og udvikling. 

LØSNINGEN ER AT SIKRE, at alle får lige muligheder for at opnå den indsigt, der skal til for at se mod de tekniske fag. Og vi kan starte i folkeskolen.  

Her bør den grundlæggende teknologiforståelse hos eleverne få den første næring. Det er her, vi kan give eleverne en grundlæggende forståelse for at bruge, forstå, skabe og reflektere over teknologi på en måde, der gør dem i stand til at handle kompetent og ansvarligt i en digitaliseret verden. 

Men det stopper ikke der. Vi skal også give eleverne mulighed for at opleve teknologi i praksis. Det gør vi ved at sætte flere praktiske fag på skoleskemaet og lade eleverne arbejde med teknologi på tværs af fag. 

Det vil, udover at klæde eleverne på til en digital verden, give dem et solidt grundlag for senere at vælge og gennemføre en Stem-uddannelse - kvinde som mand. Et tidligt møde med teknologi vil netop også gøre det klart, at det ikke er kønsbestemt. 

Derfor er det også brandærgerligt, hvis teknologi gøres til et valgfag i afgangsklassetrinene, som der er lagt op til i forbindelse med drøftelsen af en ny såkaldt HPX-uddannelse anbefalet af Reformkommissionen.

Det er ikke ved at skubbe teknologiforståelsen foran eleverne, at de bliver fremtidens sværvægtere inden for blandt andet den grønne omstilling, men ved at lade dem lege det ind fra en tidlig alder. 

Vi kommer til at mangle dygtige mennesker indenfor de tekniske områder - ikke mindst kvinder. Lad os ikke glemme at så frøene til den høst, vi snart får brug for.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].