Næstformand i Blik og Rør Ungdom: Lærlingeoprøret er også en kulturkamp

FOR SNART TO ÅR SIDEN startede der et oprør i Danmark. Et spontant oprør – og et opråb – fra lærlinge og elever i hele landet. På tværs af uddannelsesbaggrund, fag, brancher, skoler, geografi og ungdomsorganisationer.

Lærlingeoprøret er siden både blevet omtalt som et initiativ, en kampagne og en bevægelse. Sikkert er det dog, at baggrunden for Lærlingeoprøret var/er en fælles frustration over forholdene på erhvervsskolerne.

Dårlige faciliteter og fysiske rammer, slidt værktøj, forældet udstyr, manglende materialer, utidssvarende teknologi samt faglærere med manglende kompetencer og fagligt efterslæb.

Hvis man skal overdrive lidt (men også kun lidt), så fristes man til at sige, at erhvervsskolerne ligner museer – i hvert fald hvis man kigger på nogle af værkstederne på de tekniske, udstyrstunge erhvervsuddannelser.

MEN BAGGRUNDEN FOR Lærlingeoprøret er også en fælles oplevelse af uddannelsessnobberi.

At et svendebrev ikke er lige så fint som en studentereksamen og en studenterhue. Følelsen af at blive set ned på og blive behandlet som en andenrangsuddannelse. Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange folk har sagt, at ”så endte du alligevel som håndværker”.

En oplevelse af ulighed mellem uddannelser. Der findes et hav af rabatordninger og forlommer til unge under uddannelse – bare ikke hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse. Det er grundlæggende uretfærdigt, at lærlinge og elever ikke kan få samme studierabatter som gymnasieelever og universitetsstuderende (f.eks. til offentlig transport) og ikke har samme adgang til kollegier og billige ungdomsboliger i storbyerne.

DERFOR HANDLER LÆRLINGEOPRØRETS kamp ikke bare om flere penge til erhvervsskolerne. Det er også en kamp for den faglige stolthed og et opgør med uddannelsessnobberiet – en kulturel klassekamp!

Nu sidder du måske og tænker: Er det virkelig så slemt, som du får det til at lyde? Der må jeg desværre skuffe dig os sige ja. Her kommer en historie fra den virkelige verden.

I slutningen af året var jeg til svendeprøve. Jeg bestod med flotte karakterer og fik anmærkningen ”særdeles veludført”. Jeg burde have armene over hovedet. Men selvom jeg var både glad, stolt og lettet, da svendeprøven var ovre, stod jeg alligevel tilbage med en noget blandet følelse. Jeg var faktisk sur og frustreret over den måde, som svendeprøven efterlod mig med.

Misforstå mig ikke. Jeg kan lide både skolen, lærerne og ledelsen. Men det er simpelthen så f*****g tydeligt, at der mangler økonomiske midler og ressourcer. Til nyt værktøj, flere materialer, tidssvarende udstyr, moderne teknologi og opkvalificering/efteruddannelse af faglærerne, så de har de nødvendige kompetencer – især ift. den grønne omstilling og den teknologiske udvikling i faget/branchen.

TIL DEN PRAKTISKE DEL af svendeprøven mærkede jeg for alvor, hvorfor der er brug for et løft af de tekniske erhvervsuddannelser. Jeg var selv heldig at have læreplads i en af de store virksomheder, hvor man som lærling kan få lov at tage sit eget værktøj med på skolen. Men jeg ved, at nogle af dem, der er ansat i mindre firmaer, må ty til skolens slidte værktøj, som er generationer ældre end de lærlinge, der skal bruge det.

Vi snakker om skæve vaterpas, rørtænger uden tænder og elværktøj, der kan købes bedre i Harald Nyborg. Det betyder, at de er dårligere stillet til svendeprøven end deres klassekammerater. Det er unfair.

Til svendeprøven stod vi og skulle bruge de samme fittings som dem, der bliver brugt på grundforløbet, og som er blevet skruet af og på flere gange, end der kan tælles på hele klassens hænder tilsammen. Én ting er, at de er grimme – det er jo, hvad det er. Det største problem var, at flere af os oplevede, at ventilerne var utætte i selve ventilsamlingen pga. slitage.

DET ER SVÆRT at holde humøret, gejsten og motivationen oppe, når man under sin sidste prøve ikke synes, at de materialer, man bruger til sit svendestykke, er noget, man kan stå inde for. Undervejs håbede jeg og mine lærlingekammerater bare, at man ikke fik fat i for mange af de ventiler, der var utætte – så måtte det bære eller briste.

En svendeprøve bør være en (livs)begivenhed, hvor man med rank ryg og fremskudt bryst viser sit svendestykke stolt frem. Men i dette tilfælde blev svendeprøven bare noget, der skulle overstås.

Den faglige stolthed er stor blandt VVS'ere. Måske er det netop derfor, at jeg blev ramt på min faglige stolthed. Nu har jeg fået mit svendebrev og er nyudlært VVS-installationstekniker, som er et af de fire specialer under VVS-energiuddannelsen. Men jeg håber ikke, at fremtidens lærlinge skal have samme oplevelse til svendeprøven som mig.

I SLUTNINGEN AF sidste år fik Lærlingeoprøret en stor sejr, da der landede en politisk aftale om at investere næsten en milliard kroner (900 mio. kr.) i erhvervsuddannelserne om året. 

På tirsdag den 5. marts er der ”Kickoff af lærlingenes år”. Her holder vi et stort kickoff-arrangement, hvor vi for det første skal markere/fejre, at der nu – efter stort pres fra Lærlingeoprøret – kommer historisk store investeringer i erhvervsuddannelserne og fremtidens faglærte.

Men vi stopper ikke her. For penge gør det ikke alene. Nu skal vi for alvor sparke gang i kulturkampen. Der er stadig brug for Lærlingeoprøret!