Elevformand: Jeg vil have et fedt studiemiljø - både som 15-årig og 17-årig - så drop nu bare den HPX

Laura_Drachmann_Poulsen_formand_Danske_Skoleelever_1920px_tre_to
Laura Drachmann Poulsen, formand Danske Skoleelever. Foto: Privat
19. mar. 2024 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

LIVET ER FULD AF VALG. Til disse valg følger et hav af muligheder. Muligheder der hver dag kommer mig og mine medlemmer til gode, fordi vi i højere grad end nogensinde før kan følge vores drømme. Men livet er også fuld af dumme valg med uigennemtænkte muligheder, som blot bidrager til forvirring og frustrationer blandt os elever. 

Reformkommissionens forslag om at lave en HPX tilbage i maj 2023 er en af disse uigennemtænkte muligheder. For en HPX vil blot blive endnu en mulighed i bunken af underfinansierede tilbud, der ikke formår at løfte os elever der, hvor vi er. 

LÆS OGSÅ: Tesfaye arbejder videre på HPX: “Vi skal i den retning - det kommer i 2024”

Når jeg mener HPX’en er en dårlig idé, handler det blandt andet om, at konceptet er blind over for den egentlige grund til, at så mange af os elever vælger erhvervsuddannelserne fra. Nemlig det sociale fællesskab. Netop fællesskabet har vi elever også brug for, efter vi har brugt to år på en HPX. 

Der er derfor ingen garanti for, at flere af os elever vil vælge en erhvervsuddannelse herefter. For slet ikke at tale om den kæmpe mængde af ressourcer man vil bruge på uddannelsestilbuddet, som kunne være brugt på at styrke praksisfagligheden i grundskolen eller erhvervsuddannelserne. 

Derudover mener jeg, at Reformkommissionen, og de politikere der har fået samme håbløse idé som dem, fuldstændig glemmer en vigtig faktor for os elevers uddannelsesvalg: Vejledning. 

FORESTIL DIG, at du står overfor et vigtigt valg med hundredvis af muligheder. Ingen har hjulpet dig med valget, og mens du kender de gymnasiale uddannelser ret godt, virker alt andet lidt som en skov med hundredvis af veje uden mulighed for at vælge den rigtige.

LÆS OGSÅ: Elever er mere negative over for erhvervsskoler end forældrene: HPX er ikke løsningen

Grundet nedprioritering af vejledningen i så mange år har de færreste af os elever nogen at gå til med vores spørgsmål - ud over vores forældre. Selvom jeg elsker mine forældre, er de altså ikke de mest objektive og vidende personer at gå til med spørgsmål til min uddannelse. Derfor er det nødvendigt at genindføre den individuelle uddannelsesvejledning, hvis flere elever skal have lysten, modet og trygheden ved at gå en anden og mere erhvervsfaglig  vej. 

Når vi elever vælger en uddannelse, er det vigtigt, at vi er trygge. Vi skal have ro i maven og være glade for den vej, vi går. Det løser vi ikke ved at opfinde endnu en uddannelsesvej, men derimod ved at oplyse os om de forskellige muligheder. Når vi elever ikke ved, hvilken uddannelsesvej vi vil gå, er det ikke grundet mangel på muligheder, men derimod mangel på viden om mulighederne, som allerede eksisterer.

De færreste af os kommer til at vælge en uddannelse, bare fordi man står og råber ”der er mangel på ... !” eller ”du kommer til at tjene skejs”
Laura Drachmann Poulsen, formand Danske Skoleelever

Ingen elever vil vælge en uddannelse, som vi ikke aner findes. Det er desværre det, der er tilfældet med mange erhvervsuddannelser. Vi skal have udbedret vores viden om de forskellige erhvervsuddannelser.

Ingen elever (eller i hvert fald meget få) ved, hvad de arbejder med de næste 40 år. Det gør os usikrere på valget af uddannelse – for hvad nu, hvis vi vælger forkert? Det betyder noget for os elever, at vi har mulighed for at skifte vej undervejs og dygtiggøre os indenfor faget. Mange af os elever tror desværre, at muligheden for videreuddannelse er meget snæver. Den myte skal der gøres op med. 

DESVÆRRE ER DET IKKE alle vores fordomme, der er myter. For det er rigtigt nok, at man bruger meget tid med mennesker, der ikke er jævnaldrende med os selv på en erhvervsuddannelse. Det er rigtigt nok, at der ikke er fester, studieture og fredagsbarer. Det er et problem, men løsningen er ikke en ny uddannelse.

Det er derimod at bruge ressourcerne på at skabe dét studiemiljø, gymnasierne tilbyder, på erhvervsuddannelser.

Det er at anerkende, at de færreste af os kommer til at vælge en uddannelse, bare fordi man står og råber ”der er mangel på ... !” eller ”du kommer til at tjene skejs”, hvis det betyder, at vi skal opgive trygheden ved uddannelsesvalget og fællesskabet med vores jævnaldrende. Det gælder, hvad end man skal vælge uddannelse, når man er 15 år eller 17 år.  

Så lad os nu begrave ideen om en HPX én gang for alle og i stedet hjælpe os med at træffe oplyste, trygge valg mellem gode og gennemtænkte muligheder.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].