300 gymnasielærere skal fyres. Samtidig frygter Gymnasieskolernes Lærerforening, at man ikke har set de sidste fyringer på landets gymnasier. Foto: Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Massefyringer:

300 gymnasielærere fyres: ”Vi har ikke set de sidste afskedigelser endnu”

12. apr, 5:30
300 lærere står til at miste deres job ud på landets gymnasier. Men de sidste fyresedler er ikke blevet delt ud, lyder den dystre forudsigelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening.

300 gymnasielærere over hele landet står til at få en fyreseddel.

Det oplyser Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) til A4 Medier. Formand for GL, Tomas Kepler, frygter, at man endnu ikke har set de sidste fyringer ude på landets gymnasier. 

- Det er virkelig trist hver gang, der skal fyres, men vi tror desværre ikke, at vi har set de sidste afskedigelser endnu, siger han.

Avisen.dk kunne i februar afsløre, at 200 gymnasielærere stod til at miste jobbet i en omfattende fyringsrunde. Men nu skal tallet opjusteres til 300. De nye fyringer er et resultat af, at færre unge igen i år har valgt at søge ind på et af landets gymnasier, oplyser GL. 

Rektorerne, der nu lægger fyresedlerne på lærernes bord, er også bekymrede over udviklingen, siger Jakob Thulesen Dahl, som er næstformand for Danske Gymnasier, der er gymnasierektorernes organisation.  

- Jeg er virkelig nervøs for flere besparelser. Vi har for længst skåret ind til benet, hvis ikke længere, siger Jakob Thulesen Dahl om udsigten til yderligere nedskæringer i lærerstaben.

Han peger på det omstridte omprioriteringsbidrag, hvor landets uddannelsesinstitutioner siden 2016 har skullet spare to procent hvert år,  som en stor del af forklaringen på, at der igen skal fyres lærere på landets gymnasier. 

- Hvert eneste år har vi måttet skære ned, og det kan mærkes. Vores ansatte skal løbe hurtigere og har mindre tid til eleverne. Her på mit gymnasium har lærerne mindst én ekstra klasse i forhold til, hvad de havde før, siger Jakob Thulesen Dahl, der til dagligt er rektor på Skanderborg Gymnasium.  

Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Malte Sauerland-Paulsen, mener, at gymnasieeleverne allerede nu kan mærke konsekvenserne af nedskæringerne.

- De 300 fyringer kommer til at have en kæmpe indflydelse i hverdagen, men vores undervisere har jo været pressede i lang tid på grund af omprioriteringsbidraget, siger han til A4 Medier.

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser