Vælgerne giver Enhedslistens Pernille Skipper topkarakter for hendes karisma. Anderledes ser det ud for Liberal Alliances Anders Samuelsen. Foto: Nicolai Linares / Philip Davali / Scanpix

Fra troværdig til kæmpe flop: Her er danskernes dom over toppolitikerne

19. maj, 11:39
I en ny måling er det særligt partiledere fra rød blok, der får topkarakterer fra vælgerne, når de skal vurdere, hvem der er mest troværdige og bedst til at tiltrække nye vælgere. Enkelte blå politikere blander sig også i topfeltet.

Mette Frederiksen får toppoint for hendes troværdighed, mens Enhedslistens Pernille Skipper scorer højt på karisma-skalaen.

Det viser en ny måling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for A4 Nu. 

Her er 1058 danskere blandt andet blevet bedt om at give landets partiledere karakterer efter, hvor troværdige de er, og hvem der er mest fagligt kompetent. Samtidig er vælgerne også blevet bedt om at pege på den partileder, der har mest karisma og er bedst til at tiltrække nye vælgere. 

LÆS OGSÅ: Mette F i nyt klima-udspil: "Det er afgørende"

Det er særligt partiledere fra rød blok, der stryger til tops på spørgsmålet om troværdighed og evne til at tiltrække vælgere, mens borgerlige partiledere som Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Pape Poulsen (K) og Lars Løkke Rasmussen (V) får høje point, når det kommer til faglig kompetence. 

Samtidig ligger Lars Løkke Rasmussen også på en samlet fjerdeplads over de mest troværdige partiledere, og det er overraskende, mener politisk kommentator, Rasmus Jønsson. 

- Lars Løkke har jo i lang tid halet gevaldigt efter i troværdighedsmålingerne, og mange har peget på, at det var hans møgsager, der ville ende med at koste blå blok dyrt til valget. Derfor må han også være usædvanligt godt tilfreds med de her tal, siger Rasmus Jønsson. 

I den nye måling ligger Lars Løkke Rasmussen på en tredjeplads over de mest karismatiske partiledere, mens han dratter ned på en syvendeplads, når det kommer til, hvilke partiledere, der er bedst til at tiltrække nye vælgere. 

Derfor mener Rasmus Jønsson også, at den nye måling må være en bittersød fornøjelse for den siddende statsminister. 

- Paradokset for Løkke er, at valgkampen går rigtig godt, men det flytter tilsyneladende ikke vælgerne en tomme. Hvis man satte en kilometertæller på ham, er han jo nok den partileder, der har gået, kørt og sågar redet allerflest kilometer, men det ændrer ikke på, at han står til at tabe valget med et brag, siger Rasmus Jønsson. 

Skipper i top 

Enhedslistens Pernille Skipper er en af de partiledere, der konsekvent placerer sig i toppen af den nye måling.

Hun bliver vurderet til at være den partileder med mest karisma, mens vælgerne belønner hende med sølvmedaljer for hendes evne til at lokke nye vælgere ind i folden. 

Pernille Skippers succes bunder ifølge Rasmus Jønsson i, at hun er lykkedes med løfte arven som Enhedslistens frontfigur efter Johanne Schmidt-Nielsens afgang uden de store problemer. 

- Samtidig må man bare sige, at det virker, som om Enhedslisten har en enormt loyal følgerskare, som belønner Pernille Skipper for blandt andet at stå skarpt i klima-debatten, der fylder rigtig meget i den her valgkamp, siger Rasmus Jønsson. 

Hos Enhedslisten mener skatte- og finansordfører Rune Lund, at Pernille Skippers høje karakterer fra vælgerne bunder i, at hun er "enormt dygtig" til at kommunikere partiets politik. 

- Derfor ved folk også, hvad de får, når de stemmer på os. Vi står for en hurtig grøn omstilling og for flere kollegaer til landets pædagoger og sygeplejersker, og det ændrer sig ikke, selvom vi har fået en ny, dygtig politisk ordfører, siger Rune Lund. 

Er I bange for, at Pernille Skippers troværdighed kan få ridser i lakken, hvis I ender med at samarbejde med en socialdemokratisk ledet regering efter valget?

Vi lover ikke mere, end vi kan holde. Derfor kommer vi også til at stille en række ultimative krav, hvis valget ender med en socialdemokratisk regering, så vi kan sikre, at den politik, vi fører efter valget, også flugter med det, vi har lovet inden, forklarer Rune Lund.

Hvilke krav er det? 

- Det er ikke defineret endnu, men vil afhænge af valgets resultat, siger Rune Lund til A4 Nu. 

Ny kultur - samme dårlige sager

I den tunge ende af målingen ligger særligt lederne fra nye partier som Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Nye Borgerlige. 

Af de mere erfarne partiledere er det især Alternativets Uffe Elbæk og Liberal Alliances Anders Samuelsen, der begge fik strålende resultater ved sidste valg i 2015, som får drøje hug i den nye måling.

Således ligger Uffe Elbæk på en ottendeplads over de partiledere, som vælgerne finder mest troværdig, mens Anders Samuelsen indtager en tiendeplads. 

- Både Alternativet og Liberal Alliance er ramt af, at den der følelse af friskhed og nyskabelse, som prægede begge partier ved sidste valg er pist væk, vurderer politisk kommentator Rasmus Jønsson. 

- Alternativet ville skabe en ny politisk kultur, men vælgerne kan jo se, at de bliver ramt af lige så mange dårlige sager som alle mulige andre. Og med deres ultimative krav til topskat fik Anders Samuelsen vist, at hans parti har lige så svært ved at leve op til deres løfter, som andre partier, der går i regering, tilføjer Rasmus Jønsson. 

Da Anders Samuelsen i 2016 indtog udenrigsminister-posten, sagde han i et interview med Berlingske, at "han satte sig som den måske mest kompetente i ministerstolen". 

I den nye måling kommer Liberal Alliances formand dog kun ind på en samlet ottendeplads på listen over de partiledere, som vælgerne vurderer til at være mest fagligt kompetente.

- Netop jobbet som udenrigsminister er jo ellers en post, der kan give politisk tyngde som partileder. Men den effekt har Anders Samuelsen tilsyneladende ikke nydt godt af, siger Rasmus Jønsson. 

- Og så er Danmark måske heller ikke det land, hvor man skal starte med at udråbe sig selv som den bedste. Det kan godt være, at man skal lade andre om det, tilføjer han. 

Sådan har vi gjort - og sådan ligger partilederne

I undersøgelsen, som Wilke har foretaget foretaget for A4 Nu, er 1058 adspurgte blevet bedt om at give lederne af landets partier karakterer på en skala fra 1 til 5 på en række parametre, hvor 1 er dårligst og 5 er bedst. 

Undersøgelsen er gennemført i uge 18 og 19. 

De parametre, vi beskriver i artiklen er: troværdighed, karisma, faglig kompetence, samt evne til at tiltrække nye vælgere.

Listen er opgjort efter, hvor mange pct. af de adspurgte, der har givet karakteren 4 eller 5.

Oplevet troværdighed:

1. Mette Frederiksen - 37,1 
2. Pernille Skipper - 34,1
3. Pia Olsen Dyhr - 32,5
4. Lars Løkke Rasmussen - 30,0
5. Søren Pape Poulsen - 28,5
6. Morten Østergaard - 22,1 
7. Kristian Thulesen Dahl - 21,9 
8. Uffe Elbæk - 12,0
9. Anders Samuelsen - 10,5 
10. Pernille Vermund - 7,4
11. Stig Grenov - 6,5
12. Rasmus Paludan - 4,9
13: Klaus Riskær Petersen - 4,5 

Faglig kompetence

1. Mette Frederiksen - 54,7 
2. Lars Løkke Rasmussen - 52,7 
3. Kristian Thulesen Dahl - 39,0
4. Søren Pape Poulsen - 34,5
5. Pernille Skipper - 34,0
6. Pia Olsen Dyhr - 32,3
7. Morten Østergaard - 24,5
8. Anders Samuelsen - 19,0
9. Pernille Vermund - 9,4
10. Uffe Elbæk - 8,1 
11. Klaus Riskær Petersen - 7,4 
12. Stig Grenov - 3,9 
13. Rasmus Paludan - 2,9 

Karisma 

1. Pernille Skipper - 33,7
2. Mette Frederiksen - 30,4 
3. Lars Løkke Rasmussen - 29,1
4. Kristian Thulesen Dahl - 25,3 
5. Uffe Elbæk - 19,9 
6. Pia Olsen Dyhr - 19,0 
7. Søren Pape Poulsen - 18,2 
8. Anders Samuelsen - 16,1 
9. Klaus Riskær Petersen - 15,4 
10. Pernille Vermund - 15,0 
11. Morten Østergaard - 14,9 
12. Rasmus Paludan - 12 
13. Stig Grenov - 2,8 

Evne til at tiltrække vælgere 

1. Mette Frederiksen - 40,0 
2. Pernille Skipper - 32,9 
3. Pia Olsen Dyhr - 20,7
4. Pernille Vermund - 17,2 
5. Rasmus Paludan - 17,0
6. Kristian Thulesen Dahl - 15,4 
7. Lars Løkke Rasmussen - 14,8
8. Søren Pape Poulsen - 14,2 
9. Morten Østergaard - 13,6 
10. Klaus Riskær Petersen - 11,1 
11. Uffe Elbæk - 11,0 
12. Anders Samuelsen - 10,1 
13. Stig Grenov - 2,8 

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser