Ung betonarbejder: Skal jeg virkelig tigge om ikke at dø på arbejdsmarkedet?

5. maj, 13:49

Debatindlæg af Morten Ryom, der er formand for 3F Ungdom og i lære som betonarbejder.


Som ung betonarbejder er min absolutte bekymring: Hvad gør jeg den dag, jeg ikke kan mere?

 Og bekymringen er reel! Desværre kan jeg jo se, at hver femte af mine kammerater i 3F slet ikke er på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60 år, enten fordi de er på førtidspension, i ressourceforløb eller er døde.

Jeg oplever det bestemt også som en bekymring blandt andre unge. Jeg har ikke været til en eneste debat eller møde på tekniske skoler rundt omkring, hvor mange, hvis ikke alle, elever havde tilbagetrækning i tankerne.

Og tankerne fylder også rigtig meget hos mig. Jeg vil faktisk sige, det er den primære grund til, mine egne børn ikke skal være betonarbejdere. For hvorfor skulle de slide sig selv i smadder for et samfund, der ikke engang vil give dem ro til at nyde livets sidste år - med bare en smule førlighed?

Men heldigvis er politikerne begyndt at vågne op til den skovbrand som startede som politisk lejrbål med Velfærdsforliget i 2006.

Først kom Mette og Socialdemokratiet på banen med et – ja, relativt ukonkret forslag om ”ret til tidlig pension” og så ikke meget mere end det. Det svarer til at slukke skovbranden med gårsdagens vaskeklud. Men hun skal da alligevel have cadeau for at gøre forsøget.  Men Mette skulle ikke have den skovbrand for sig selv - så Lars og hans regering har da også lige bikset et halvfærdigt forslag sammen, som skal rede den kollektive arbejderklasse for døden i overallsene.

Men Lars forsøger i bedste fald at slukke skovbranden med gammelt tørt avispapir, og jeg giver ham ikke mange dage, før det forslag er brændt op i hænderne på ham. Hvor Mette har været smart og sagt, at detaljerne skal udarbejdes med arbejdsmarkedets parter, så har Lars lagt svesken på disken. Det er ikke forfærdelig smart, men det gør det heldigvis meget nemmere for mig at fortælle, hvorfor forslaget er en kæmpe ommer.

Denne ’’seniorpension’’ er kun noget, man kan få, hvis en læge siger, man ikke kan arbejde i andet fag, eller hvis man ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen. Så hvis lægen vurderer, at du kan arbejde 15,5 timer, så er det bare ærgerligt Sunnyboy for så skal du nemlig bruge den sidste del af dit arbejdsliv på at blive trukket gennem et helvede af et rigidt system med visitationer i alle offentlige instanser – hvor du, hvis du så er heldig, kan bruge det sidste af dine slidgigt ramte led på at klippe hækken i den lokale børnehave.

Vi har forsøgt det med læger og individuelle vurderinger, og det virker bare ikke. Folk med ens symptomer får vidt forskellige vurderinger rundt omkring i de forskellige kommuner, og det er altså ikke holdbart, at kvaliteten af dine senior år afhænger af, om den lokale doktor har ”Ja-hatten’’ på.

Men du skal lige huske, at lægen kan du først snakke med 6 år før din folkepensionsalder. For nogen vil det være redningen, men for andre vil det være for sent. For en ting, man skal huske, er; at folkepensionsalderen kommer stadigvæk til at stige - så for nogen betyder det 64 år, men for andre betyder det 70 år.

Men det er jo også det helt grundlæggende problematiske ved hele den her halvfærdige pensionspolitik. Ingen af dem har politiske nosser nok til at tage fat om nældens rod. Og jeg vil vædde med, at mindst et par stykker må have tænkt tanken til de der forhandlingsmøder: ”Hvis bare vi ikke havde lavet den aftale i 2006, så var det her slet ikke et problem”. Nemlig Velfærdsforliget fra 2006, hvor man besluttede at hæve pensionsalderen i takt med den gennemsnitlige levealder. Forliget er i sandhed blevet til den tidligere nævnte skovbrand, som betyder at, vi, lille hyggelige arbejdsomme Danmark, har fået verdens højeste pensionsalder og politikerne gør alt i deres magt for at gøre den spiselig – men uden held.

Manglen på politiske nosser går åbenbart også hånd i hånd med manglende visioner. For de snakker alle om ”de mest nedslidte”. Men sig mig - hvor i grundloven eller biblen står det lige skrevet, at jeg ikke er mere, end hvad jeg kan levere på arbejdsmarkedet? Hvorfor er det lige, at min arbejdskraft og førlighed er blevet en sød appelsin, der skal presses til absolut sidste dråbe? Hvorfor er der ingen af dem, der har nogle ægte visioner om, hvordan kan jeg holde fri på mine sidste dage og spille bold med mine børnebørn? 

Det irriterer mig grænseløst, at jeg åbenbart skal konkurrere med mine kollegaer om, hvem der er mest nedslidt, og at en værdig alderdom er noget, jeg skal være heldig at få! Kære Danmark, har vi mistet forståelsen af, hvad vores liv er værd? Har vi glemt den værdi, vi giver vores medmennesker - ikke gennem vores arbejde, men gennem bare det at være til og dele vores liv med dem? Vores politikere har i hvert fald glemt det, men de kan altid sende deres politik på pension, for den er i hvert fald slidt.

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser