Forfatter til ny bog Martin Møller Boje Rasmussen:

Tre ting du (måske) misforstår om den danske konkurrencestat

2. apr, 14:50
Der er nogle helt basale misforståelser om, hvordan vores samfund fungerer. Eksempelvis om at vi arbejder for lidt, og at den offentlige sektor er alt for dyr. Her får du tre misforståelser ryddet af vejen.

andag 8. april gæster Danmarks kommende statsminister – Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen – Lønmodtagernes Topmøde i KB-Hallen i København. På dagsordenen er spørgsmålet om, hvilke langsigtede investeringer i teknologi, velfærd og mennesker, der kan bidrage til et mere velstående Danmark.

Det spørgsmål kommer til at gennemsyre den kommende valgkamp, for det er relevant og velvalgt. Det er nemlig et særkende ved den danske konkurrencestat, at den internationalt ligger i front, når det gælder evnen til at omsætte investeringer i velfærd til vækst og velstand.

Netop Danmark fremhæves ofte internationalt som et land, hvor det i høj grad er lykkedes at 'kvadrere kapitalismens cirkel' og udvikle en højproduktiv og konkurrencedygtig økonomi på basis af et forholdsvis velordnet arbejdsmarked og en relativ veludbygget velfærdssektor. 

Nuvel. Lad os ikke foregøgle, at konkurrencestaten er en politisk vindersag. Det er nok fåtallet af A4’s læsere, der forbinder ordet konkurrencestat med velfærd (endsige mennesker). Og der er næppe nogen af april-topmødets to gæster, der skal nyde noget af titlen som konkurrencestatsminister. Mindst af alt i et valgår.

Danmarks egenart som stat overses ofte, hvilket medfører mange misforståelser og malplaceret kritik
Martin Møller Boje Rasmussen, forfatter og post doc ved Københavns Universitet

Men det er lidt en skam. For Danmark er en konkurrencestat, om end en variant, der adskiller sig mærkbart fra andre. Dens egenart overses dog ofte, hvilket medfører mange misforståelser og malplaceret kritik. Fra to sider.

Enten fra de der i konkurrencestaten ser en præstationernes pølsefabrik, en social massegrav eller et tab af efterkrigstidens angiveligt mere trygge velfærdsstat. Eller fra de, der i Danmarks høje skattetryk, lave arbejdstid og store offentlige sektor ser en uøkonomisk utopi med kurs mod globaliseringens afgrund.

Men misforståelserne forplumrer debatten.

Misforståelse #1: Danskerne arbejder for lidt …

Den første misforståelse er, at danskerne angiveligt arbejder for lidt.

På den ene side hører danskerne til de folkefærd i verden, der har den laveste gennemsnitlige årlige arbejdstid per beskæftiget. Ifølge regeringens seneste Redegørelse for Vækst og Konkurrenceevne arbejdede hver dansker i gennemsnit 1.409 timer i 2017. Det er OECD’s næstlaveste niveau, og kun i Tyskland er tallet lavere.

Danskerne er dermed ifølge OECD også den befolkning, der med godt 16 timer per døgn nyder fjerde mest familie- og fritid. (Et tal, der sætter den udbredte påstand om, et såkaldt ”præstationssamfund” i nyt lys).

På den anden side, er danskerne blandt de, der tilbringer flest år på arbejdsmarkedet. I kraft af Velfærds- og Tilbagetrækningsaftalen forhøjes pensionsalderen gradvis.

I 2050 vil den for eksempel være 71,5 år, hvilket ifølge Eurostat er den højeste i Europa. Og danskerne var ifølge Eurostat i 2017 da også det folkefærd, der i 2017 med i gennemsnit 39,7 år havde det femte længste arbejdsliv. Det er altså en tilsnigelse, at påstå at konkurrencekraften er lav, fordi danskerne arbejder for lidt. De arbejder få timer om året, men mange år af livet.

Misforståelse # 2: Den offentlige sektor svækker konkurrencekraften

En anden udbredt misforståelse er, at den omfattende offentlige velfærdssektor hæmmer Danmarks konkurrencekraft. Nok har den danske konkurrencestat et af OECD’s højest skattetryk og største offentlige sektorer. Men i et vist omfang bidrager disse velfærdsinvesteringer også til at fremme danskernes deltagelse på arbejdsmarkedet.

Et eksempel er offentlig børnepasning. Med 3,4 procent af BNP (bruttonationalproduktet) var den danske konkurrencestat i 2017 det OECD-land, der investerede tredje flest skattekroner på området. De fleste danskere kan da også finansiere børnepasning. Ifølge OECD udgjorde udgifterne for en dansk, lavtlønnet enlig forsørger med to børn i 2018 tre procent af den samlede disponible netto-husstandsindkomst. (Til sammenligning beløb regningen sig i USA til 103 procent!)

Det er givetvis en medvirkende forklaring på den danske konkurrencestats verdensrekord i at få børneforældre i fuldtidsbeskæftigelse. Ifølge OECD  var 70 procent af alle danske enlige forsørgere i fuldtidsbeskæftigelse i 2014. 

Der tales ofte om, at det 'skal kunne betale sig at arbejde'. Men i den danske konkurrencestat bidrager velfærdsinvesteringer i nogen grad til, at relativt flere kan betale det, det koster at arbejde. Altså betale udgifter til børnepasning, sundhed, uddannelse, transport, ældrepleje og så videre. Investeringer i velfærd og mennesker, der øger arbejdsstyrken og konkurrencekraften.

Misforståelse #3: Den danske konkurrencestat producerer for lidt 
Endelig er det også en udbredt misforståelse, at den danske konkurrencestats store velfærdsinvesteringer hæmmer velstand eller er økonomisk uholdbar. Men det er ikke helt korrekt. Således var dansk BNP per indbygger i 2016 det syvendehøjeste i OECD.

For de fleste lønmodtagere, er den disponible husstandsindkomst – det vil sige det, der er tilbage efter skat – dog et mere interessant mål for velstand. 

Ifølge Danmarks Statistik var (den ækvivalerede, mediane) disponible husstandsindkomst i Danmark i 2015 211.800 kroner - den fjerde højeste i Europa.  Men det måske mest fascinerede ved den danske konkurrencestat er, at den tilhører den eksklusive klub af blot syv OECD-lande, hvor finanspolitikken er langtidsholdbar. Det vil sige trods velfærdsinvesteringer, lever den danske konkurrencestat ikke finanspolitisk over evne.

Det er der til gengæld mange andre lande, der gør. De skal stramme gevaldigt op, hvis deres politik skal være finanspolitisk holdbar. Det gælder for eksempel Storbritannien, der ifølge OECD skal reducere offentlige udgifter eller hæve skatten med i gennemsnit 4,2 procent pr. år. Det tilsvarende tal for USA er 3,3 procent; for Frankrig 2,5 procent og for Sverige 0,7 procent. 

Man kan kalde det konkurrencestatens reform-amok - eller rettidig finanspolitisk omhu. Uanset hvad betyder det, at både nuværende og fremtidige lønmodtagergenerationer har en vis sikkerhed for samme velfærdsydelser. Og også, at der venter Danmarks konkurrentlande hårde reformer forude.

Analysen er skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for A4's holdning.

Ny bog om konkurrencestaten

Hvad ville Machiavelli have hvisket en nyvalgt dansk statsminister i øret, hvis han havde kunnet? Muligvis at hun eller han bør lære at tænke og agere som en konkurrencestatsminister. Det er i hvert fald påstanden i den nye bog 'Konkurrencestatsministeren - Til forsvar for den danske konkurrencestat', der med inspiration fra Machiavellis 'Fyrsten' opstiller syv simple læresætninger for danske toppolitikere og forsøger at rydde op i nogle misforståelser. 

Bogen er skrevet af forfatter og post doc ved Københavns Universitet Martin Møller Boje Rasmussen. 

Djøf Forlag. 

296 sider.

295 kr. 

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser