Villy Søvndal:
The ice IS melting at the poles

20160926-160845-4-1920x1277we
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
21. maj 2019 13.24
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Villy Søvndal er medlem af regionsrådet i Region Syddanmark (SF).

I 14 ud af de seneste 18 år har vi haft borgerlige regeringer støttet af Dansk Folkeparti. Det har sat sine spor på det Danmark, der nu går til valg. 

Danmark blev engang udnævnt til verdens grønneste land. Vi var helt i front på den grønne dagsorden. En blanding af politikere, der turde træffe modige valg, virksomheder, der både så en egen fordel i at være med til at præge den grønne omstilling - men også virksomheder, der gerne ville være med til at brande sig selv og deres land som det førende på den grønne dagsorden.

”The ice is melting at the poles”, var der en klog mand, der sagde for 10 år siden.
Villy Søvndal, Medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark (SF)

Læg oven i det NGOere og ikke mindst nu dristige unge, der kræver handling.

Vi er ikke længere i front. Vi glider baglæns i forhold til at være det land, andre kikker hen imod. Det er dumt pga. den miljøkatastrofe, der er i hælene på os, hvis vi ikke sammen med andre tør være ambitiøse. Det er også dumt af hensyn til danske arbejdspladser at miste et så godt brand. Hvis nogen er i tvivl, så spørg Grundfos, Danfos, Novozymes, Vestas m.fl.

”The ice is melting at the poles”, var der en klog mand, der sagde for 10 år siden. Han havde ret og det bliver tydeligere år for år for alle - på nær den alleryderste højrefløj. Kristian Thuelsen Dahl (DF) kaldte det for nyligt miljøhysteri!!!!

Vores velfærd er under et dramatisk pres i disse år. Vi mærker det på sygehusene i form af medarbejdere der siger stop. Fordi de ikke længere vil tage ansvaret for en behandling, hvor der ikke er tid til patienterne. Fordi de ikke vil acceptere arbejdsforhold, der ikke levner tid til spisepauser og toiletbesøg. Fordi de ved, at den slags arbejdsforhold går ud over patienterne. Der er et desperat behov for at løfte sundhedsvæsenet økonomisk og med flere ansatte.

Det er ganske enkelt uværdigt, at ældre, der ikke kan hjælpe sig selv, skal leve i skidt.
Villy Søvndal, Medlem af regionsrådet i Region Syddanmark (SF)

Det samme i ældreplejen, hvor der skæres på rengøring og på personlig hygiejne. Det er ganske enkelt uværdigt, at ældre, der ikke kan hjælpe sig selv, skal leve i skidt. Vi er i dag et samfund, der er langt rigere end da jeg var socialudvalgsformand i Kolding fra 1990 til 1994, men i mellemtiden er der blevet klattet mange penge væk på skattelettelser til samfundets top. Grådigheden blandt dem, der har mest har fejret triumfer i den mellemliggende tid.

Samme afmontering af velfærden ses på børneområdet. Vi ved hvor meget de første år af børnenes liv betyder for børns senere udvikling. Der er brug for at standse nedskæringerne i vuggestuerne, børnehaverne og skolerne, og turde satse på børnene - vores fælles fremtid.

Der spares massivt på uddannelser. Det mærkes på vore folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler og de videregående uddannelser. Det er kortsigtet og det er dumt. Vi har brug for veluddannede unge for at kunne klare os i verden. Det vi har allermest brug for er flere faglærte. Hvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Danske Regioner har ret, kommer vi til at mangle 70.000 faglærte i 2025. Det er om seks år. Derfor har vi ikke alene brug for at gøre det langt mere attraktivt at tage en faglig uddannelse. Vi har også brug for at tilbyde de ufaglærte, der gerne vil uddanne sig, bedre vilkår til en hurtig vej til en faglig uddannelse, hvor deres erfaring tæller.

De radikale gør højrefløjen en meget stor tjeneste ved at flytte fokus væk fra de temaer, der bekymrer almindelige mennesker i dagligdagen.
Villy Søvndal, Medlem af regionsrådet i Region Syddanmark (SF)

Jeg har en søn på 28, der er tømrer og glad for sit job. Jeg slog op for at se, hvor længe han skal arbejde. Han skal arbejde til han er 73! Hvor mange tror, det kan lade sig gøre? Det er godt, at der er blevet rejst en debat om at hjælpe dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet og haft de slidsomme job. Det bliver der brug for.

Når jeg snakker med mennesker er det disse spørgsmål, der optager dem. Derfor er det forstemmende, at det eneste bidrag højrefløjen disker op med i denne valgkamp er det gamle trick fra de sidste mange valgkampe: At få valgkampen til at dreje sig om flygtninge og indvandrere.

Og det er vel at mærke hele højrefløjen: Fra de nye højtråbende ekstremister, der forkynder had og splittelse til og med de radikale, der også gør, hvad de kan for at gøre dette tema til hovedtema i valgkampen. Debatterne mellem Morten Østergård og Kristian Thuelsen Dahl giver meget omtale til begge. Jeg synes, de radikale gør højrefløjen en meget stor tjeneste ved at flytte fokus væk fra de temaer, der bekymrer almindelige mennesker i dagligdagen.

Ved valget i 2011, var der mange, der forvekslede de radikale med et progressivt parti i kampens hede, når det gjaldt fordelingspolitik, skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik og vilkårene for de dårligst stillede. Det blev en meget dyr forveksling, for dem, der mistede deres efterløn og dem der fik halveret deres dagpengeperiode.

Derfor er det vigtigt, at dette valg giver et så klart venstreorienteret flertal, at det bliver muligt at virkeliggøre nogle af de mange fremskridt, der trænger sig på efter de mange år med borgerlige flertal.

.  en ambitiøs miljøpolitik

.  en retfærdig fordelingspolitik

.  en bedre velfærd

Og uddannelser, der sikrer os mere at stå imod med i fremtiden.

Jeg synes valget er let.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].