Den socialdemokratiske veteran Karl Hjortnæs mener, at det en god idé at gå efter en etparti-regering efter valget. Han fraråder Mette Frederiksen at skrive et regeringsgrundlag. Foto: Gitte Redder, Ugebrevet A4.

Den røde tråd:

S-veteran til Mette F.: Sats på klassekamp og drop regeringsgrundlaget

9. okt 2018
En af Socialdemokratiets grand old men, Karl Hjortnæs, var alvorligt bekymret for sit partis fremtid i Helle ThorningSchmidts formandstid. Med Mette Frederiksen ved Sroret ser han mere lyst på Socialdemokratiets fremtid. På tide at man vedkender sig sin historiske arv som et lønmodtagerparti, fastslår Hjortnæs, der er aktuel med ny erindringsbog.
Blå bog om rød veteran

Karl Hjortnæs er født i 1934, er uddannet cand.jur. og sad i Folketinget for Socialdemokratiet i 21 år i perioden 1971 - 1994. 

Han var justitsminister i 1973, skatteminister 1979-81 og fiskeriminister 1981-1982. 

Karl Hjortnæs har tidligere udgivet flere bøger, blandt andet 'Socialdemokrater under pres' i 2006.

Den nye bog ' Kampen om Socialdemokratiet - erindringer om magt og politik' udkommer torsdag 11. oktober på Forlaget Momenta.  

 

UDVID

 

»Socialdemokratiet skal vedkende sig sin historiske arv og kalde sig et lønmodtagerparti. Og hele tiden komme med udspil, der viser, at man er partiet i Danmark, der er optaget af danske lønmodtagere«.

Den tidligere socialdemokratiske minister og folketingsmedlem igennem mere end to årtier Karl Hjortnæs griner af sin egen formulering. 

»Vi er et lønmodtagerparti. Jeg er godt klar over, at begreber som  arbejderparti og klassekamp er forældede, men jeg synes, at det er synd, og at man skal føre en form for klassepolitik,« siger Karl Hjortnæs.

Derfor er den 84-årige Karl Hjortnæs også fornøjet i disse måneder. Han synes, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er på vej til at føre mere klassepolitik og erkende, at Socialdemokratiet skal tilbage på ret kurs efter at være faret vild i et politisk ingenmandsland under Helle Thorning-Schmidts formandstid.

Jeg blev jo dybt bekymret for Socialdemokratiet i Thorning-tiden. Karl Hjortnæs, socialdemokrat og forfatter.

Han betoner, at han har det udmærket med, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen kan lave politik sammen til gavn for lønmodtagerne.

»Det nytter ikke noget, at man vil spille Hjerter Fri, hvis alle de andre vil spille Whist, for så kommer man aldrig i gang med kortspillet.«

»I dag indtager Dansk Folkeparti en central plads i Folketinget, og vi kan lave udlændingepolitik og velfærdspolitik med dem og forhindre, at regeringen indfører skattelettelser. Det skal vi da udnytte,« siger han.

Ser du Dansk Folkeparti som et lønmodtagerparti? 

»Nej, Dansk Folkeparti er et enkeltsags-parti og ikke et lønmodtagerparti. De har ingen sammenhængende ideologi og politik.«

»Hele deres politiske virksomhed er baseret på enkeltsager, og det kan man ikke bygge et samfund på. For et samfund er det farligt at basere sin politik på enkeltsager, og set i det perspektiv er jeg selvfølgelig ikke så glad. Men i praktisk politik er Dansk Folkeparti en magtfaktor, som man er nødt til at spille med,« beklager han. 

Nej til SV-regering 

I den offentlige debat popper ønsket om en regering dannet af Socialdemokratiet og Venstre (SV) af og til op. Karl Hjortnæs var politisk ordfører for Socialdemokratiet dengang i 1978 - 79, hvor Danmark i 15 måneder havde en SV-regering. 

Han tror ikke på, at en ny SV-regering har nogen gang på jord.

»Fra den periode lærte jeg, at de grundlæggende holdninger og interesser, som de partier er sat i verden for, ikke kan forenes. Dengang troede jeg på det. Men det gik ikke, fordi tilliden mellem de to partier simpelt hen ikke var til stede,« anfører han. 

»Venstre er grundlæggende præget af en arbejdsgivermentalitet og Socialdemokratiet af en lønmodtagermentalitet. De to størrelser er vanskelige at forene i et regeringssamarbejde,« siger han.

Men det skal jo ikke afholde Socialdemokratiet og Venstre fra at sætte sig ved et forhandlingsbord og få enderne til at mødes i konkrete sager, noterer han.

Karl Hjortnæs har brugt flere år på sin erindringsbog. Den skulle skrives, så han blandt andet kunne bidrage med sin version af det dramatiske formandsopgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992.

Minister på Ankers hold
Minister på Ankers hold

Karl Hjortnæs (til venstre for Ritt Bjerregaard) blev udnævnt til justitsminister i Anker Jørgensens regering i 1973. Foto: Mogens Ladegaard, Ritzau/Scanpix.

»Det var en meget traumatisk periode også i mit politiske liv, og et mangeårigt nært venskab med Svend Auken gik i realiteten i opløsning,« siger han.

Borgerlig snak

Men Hjortnæs ville også gerne skrive om sin opfattelse af partiet under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons ledelse. 

»Jeg blev jo dybt bekymret for Socialdemokratiet i Thorning-tiden,« siger han og kan næsten ikke få vejret, mens han forarget taler om salget af DONG, konkurrencestat og 'den nødvendige politik'.

Kampen om Socialdemokratiet

I erindringsbogen 'Kampen om Socialdemokratiet' beretter Karl Hjortnæs om livet som politiker og minister i perioden fra 1971 til 1994.

Derudover skildrer han magkampe og ideologiske kampe internt i partiet fra Per Hækkerup, over Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og til den nuværende formand Mette Frederiksen. 

Både tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og tidligere finansminister Bjarne Corydon får med grovfilen i bogen. Og det samme gør gruppeformand Henrik Sass Larsen, der blandt andet klandres for ikke at have 'demonstreret flid, dygtighed og format'. 

Han bruger ord som katastrofevalg om valget i 2015, og han kritiserer det nye principprogram, der blev vedtaget i 2017, for at være den rene 'skinbarlige borgerlighed'.

'Der er partier nok, der mener, at klassekampen er død. Men den opfattelse bygger på en grundlæggende forkert analyse', hedder det blandt andet i bogen. 

Bogen udkommer på Forlaget Momenta torsdag 11. oktober.  

UDVID

»Det var jo ren borgerlig snak, da Corydon talte om nødvendighedens politik. Og så bliver der vedtaget et principprogam, hvor det fremgår, at Socialdemokratiet er for hele Danmark. Det er jo meningsløst nonsens,« fastslår han og vender tilbage til, at Socialdemokratiet skal være på sosu'ernes, industriarbejdernes og lønmodtagernes side og ikke kan være på hele Danmarks side. 

»Helle Thorning var jo ikke nogen dårlig statsminister. Hun var repræsentativ, holdt gode taler ved højtidelige lejligheder og til  Dronningens fødselsdag. Hun klarede sig fint på de bonede gulve, men hun var dårlig for Socialdemokratiet,« konkluderer han.

Blå bog om rød veteran

Karl Hjortnæs er født i 1934, er uddannet cand.jur. og sad i Folketinget for Socialdemokratiet i 21 år i perioden 1971 - 1994. 

Han var justitsminister i 1973, skatteminister 1979-81 og fiskeriminister 1981-1982. 

Karl Hjortnæs har tidligere udgivet flere bøger, blandt andet 'Socialdemokrater under pres' i 2006.

Den nye bog ' Kampen om Socialdemokratiet - erindringer om magt og politik' udkommer torsdag 11. oktober på Forlaget Momenta.  

 

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser