Formanden for 3F:
Over 200.000 underskrifter ændrede debat om nedslidte

Her tirsdag er det præcis to år siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen tonede frem på danskernes tv-apparater med budskabet om, at VLAK-regeringen droppede sine planer om at hæve danskernes pensionsalder med yderligere et halvt år.

- Tanken om, at nu må alle bare blive tre måneder eller seks måneder længere, den lægger vi endegyldigt i graven, lød ordene i DR.

Det var en kæmpe sejr for danske lønmodtagere.

En sejr som 3F havde kæmpet hårdt for. Blandt andet ved at indsamle over 200.000 underskrifter på rekordtid. Og ved (bogstavelig talt) at sætte Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i samme sofa for at forpligte hinanden til at slå ring omkring danskernes pensionsalder.

Det politiske samarbejde var vigtigt, fordi regeringens daværende planer havde banet vejen for endnu flere nedslidte end i dag.

Endnu flere gode kollegaer skulle have stridt sig gennem de sidste år på arbejdsmarkedet med smerter og nedsat arbejdsevne eller uværdige arbejdsprøvninger efter et langt og hårdt arbejdsliv.

Dem er der allerede alt, alt for mange af.

3F's medlemmer er en af de faggrupper, der blev hårdt ramt, da de blå partier de facto afskaffede efterlønnen i 2011 med støtte fra De Radikale. Det ændrede fundamentalt præmisserne for det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, der styrer danskernes pensionsalder opad, når gennemsnitsalderen stiger.

Derfor er 21. maj for to år siden en vigtig dag. Når jeg ser mig tilbage, ser jeg et vendepunkt i en pensionsdebat, der længe havde handlet om at sætte pensionsalderen op og indskrænke danskernes tilbagetrækningsmuligheder.

I januar spillede Socialdemokratiet ud med sit pensionsudspil. De talte om rettigheder og retfærdighed. De skabte et håb for mange af mine nedslidte kollegaer i 3F, som, jeg tror, har været slukket meget længe.

Pensionsdebatten viste at have så meget dynamit i sig, at den borgerlige regering følte sig kaldet til selv at komme med deres eget svar på nedslidningsproblemerne, før Lars Løkke Rasmussen turde udskrive valget. 180-grader rundt i forhold til tidligere.

Jeg har kaldt regeringens løsning et skridt i den rigtige retning. Det er det også, når man tænker på for to år siden.

Men regeringens løsning blev også hurtig til en meget lille løsning, da det viste sig, at den kun hjalp nogle få hundrede nedslidte fra beskæftigelse om året.

Det, de kaldte en ”ret til pension”, viste sig at være en ret til at ansøge om seniorførtidspension, ligesom regeringen ikke har leveret en løsning på visitationsproblemet.

Mange slidte eller nedslidte 3F'ere vil ikke opfylde regeringens krav om, at du kun må have seks år tilbage til folkepensionen og samtidig kun have en såkaldt restarbejdsevne på 15 timer om ugen.

De har også krav på en værdig alderdom. Og det seneste udspil om en seniorpension hjælper fx ikke den 55-årige tømrer, der blev sygemeldt i efteråret, fordi knæene er slidt op efter 37 års hårdt arbejde eller ham på 58 år, der startede som 18-årig, og i dag er nedslidt.

Det næste Folketing skal genskabe en øget tryghed for fair og værdig tilbagetrækning i seniortilværelsen. Ikke langt ude i fremtiden i 2040, men hurtigst muligt.

Retfærdighed og værdighed opnås ikke ved en ”hatten i hånden”-ordning, hvor man skal tigge og argumentere for, at kroppen er slidt gennem mange års fysisk og psykisk hårdt arbejde.

Derfor skal det næste folketing sikre en ret til tidligere pension for de nedslidte, der har været lang tid på arbejdsmarkedet.

Det var det, der blev startet, da 3F indsamlede over 200.000 protestunderskrifter mod at hæve pensionsalderen, og som kulminerede for to år siden.