Under Frederiksberg Alle har de været med til at udvikle en ny sikkerhedsmodel, som nu bliver efterlignet i hele verdenen. Foto: Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix

Sikkerhedsmodel:

Nul ulykker i metroen: Nu skal dansk arbejdsmiljø-succes til udlandet

22. feb, 11:14
I over to år har der ikke været en arbejdsulykke på metro-byggeriet under Frederiksberg Allé. En særlig sikkerhedsmodel har gjort udslaget, og den vil man nu kopiere flere steder i verden.

Artiklen blev bragt første gang i Avisen.dk den 22. februar 2019

Under Frederiksberg Allé bliver der snakket over syv forskellige sprog, når håndværkerne borer og banker på metro-byggeriet, der er i fuld gang under jorden.

Alligevel fungerer arbejdet så sikkert, at sikkerhedsmodellen ”Think Safely,” der er udviklet på Metro Cityringens byggepladser, nu bliver eksporteret til Helsinki, Saudi Arabien og Filippinerne.

- Vi er stolte over, at man rundt omkring i verdenen kigger i vores retning i forhold til sikkerhed, og vi på den måde er blevet et eksempel til efterfølgelse, siger Daniele Cascianelli, der er direktør for Copenhagen Metro Team, der bygger metroen.

Torsdag eftermiddag blev det fejret, at metro-byggeriet under Frederiksberg Alle nu har haft to år uden et uheld, der førte til fravær.

Mellem de bare betonvægge, hvor der er skriblet tal og bogstaver, som for det utrænede øje virker uforståelige, står metroarbejderne denne eftermiddag med hvide sikkerhedshjelme på hovedet og spiser lagkage og drikker kaffe.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I 2014 og 2015 rullede historierne om voldsomme ulykker i de københavnske metrobyggerier i medierne. De første fem år var der 338 arbejdsulykker, der førte til fravær, mens der de sidste to år ikke har været en eneste.

Ti minutter efter er alle tilbage på arbejdet, og snak på syv forskellige sprog blander sig med lyden af elementer, der bliver monteret og stilladser, der gynger under sikkerhedssko.

Arbejdet med Frederiksberg Allé station, hvor markeringen af den nye ulykkesstatistik bliver præsenteret, er nu i slutfasen. Endnu kan københavnerne ikke stige ombord her, selvom stationen ved første øjekast ser ganske færdig ud.

Foto: Liselotte Sabro/Ritzau Scanpix

I en skurvogn på gadeplan fortæller sikkerhedskoordinator Søren Frisch Larsen om den kæmpe udvikling, som metro-byggeriet har gennemgået de seneste fem år.

Den har ført til, at metroens sikkerhedsmodel nu skal praktiseres ved lignende megabyggerier andre steder i udlandet.

- Der var en del forskellige uheld før i tiden, mange faldt over værktøj og byggemateriale. Der var ikke ryddeligt, og folk så sig ikke for. Det kom af, at der var en kultur, hvor man bare lukkede øjnene og arbejdede videre, hvis man havde set noget, der var forkert, fortæller Søren Frisch Larsen om tiden før indførslen af ”Think Safely”-princippet.

Foto: Liselotte Sabro/Ritzau Scanpix

I 2015 lagde man efter et ledelsesskifte en ny strategi, som 3F og Arbejdstilsynet blev involveret i, og man afholdt blandt andet stormøder.

Her kunne alle ytre sig om bekymringer. Det satte gang i nogle store forandringer.

- ”Think Safely” er for eksempel, at vi holder to sikkerhedsbriefinger om dagen, så folk er klar over hvilke risici, der er i deres hverdag. Det er også, at man skal bruge 15 sekunder, inden man foretager sig noget, til at tænke på, hvad der kan gå galt, siger Søren Frisch Larsen.

- Det blev også gjort klart, at man skal gå til ledelsen, hvis man ser noget, som ikke ser rigtigt ud. Også selvom det er uden for ens arbejdsområde, uddyber han.

Foto: Liselotte Sabro/Ritzau Scanpix

Udviklingen skete ikke kun blandt arbejderne på byggepladsen. Også ledelsen blev inddraget. Og man fik skabt en en fælles sikkerhedskultur, der gik på tværs af kulturerne.

- Mange kom fra en kultur, hvor man kunne blive fyret, hvis man brokkede sig over noget, men det har vi fået vendt rundt på. Vi sørger også for, at der altid er en, der kan snakke engelsk på hvert sjak, så man lettere kan kommunikere med folk, siger Søren Frisch Larsen til Avisen.dk.

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser