Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef, Dansk Byggeri:
Medarbejdere bør tage ansvar: En sund og fornuftig livsstil kan forlænge arbejdslivet

mette-moeller-nielsen
Mette Møller Nielsen. Foto: Pressefoto/Dansk Byggeri
13. jun. 2019 23.18
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Debatten om nedslidning er for unuanceret, mener Dansk Byggeri. Medarbejdere har også et personligt ansvar for en sund livsstil, lyder det fra arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.

I DEN SENESTE TID har der været debat omkring nedslidning. Som chef for Dansk Byggeris arbejdsmiljøafdeling mener jeg, at debatten er for unuanceret og ikke kun bør handle om nedslidning eller om, hvornår man ikke kan arbejde længere. Det er ligeså vigtigt, at vi ser på, hvor meget den enkelte er i stand til at arbejde, og den livsstil man har uden for arbejdet.

Der er ingen tvivl om, at et langt arbejdsliv sætter sine spor. Helt naturligt kan man arbejde mindre fysisk, jo ældre man bliver. Og det uanset om man er kontorassistent eller stilladsarbejder. Kroppen bliver ældre og kan derfor ikke præcist det samme som tidligere.

Man kan sige, at aldringen automatisk fører til et tab af fysisk arbejdskapacitet. En del af dette tab er en naturlig biologisk proces, men en stor del af tabet af den fysiske kapacitet kan forhindres med træning og sund livsstil. Derfor er det ikke nok at tale om nedslidning eller overbelastninger i arbejdslivet.

Jo dårligere man står i forhold til overvægt, rygning, alkohol og motion, jo hårdere oplever man det fysiske arbejde.

Vi bliver samtidig nødt til at se på, hvor meget den enkelte kan klare at arbejde fysisk, og hvad han eller hun gør for at holde kroppen ved lige – fordi man også skal huske at passe på sig selv og sit helbred også i fritiden.

SUNDHEDSSTYRELSEN har i publikationen Fysisk træning som behandling fra 2018 dokumenteret, hvordan man ved hjælp af fysisk træning kan forebygge, lindre og behandle mange muskel- og skeletlidelser.

Derudover viser en ny analyse fra DA på baggrund af datasættet ”arbejdsmiljø og helbred”, fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø at den anstrengelse en ansat oplever i arbejdet hænger nøje sammen med livsstilen. Jo dårligere man står i forhold til overvægt, rygning, alkohol og motion, jo hårdere oplever man det fysiske arbejde.

Så hvad gør vi i Dansk Byggeri?

DET ER ARBEJDSGIVERS ANSVAR at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, og dermed sørge for, at medarbejderen har de bedste forudsætninger for at udføre sit arbejde sikkert og sundt.

Det betyder blandt andet, at arbejdsgiveren skal planlægge arbejdet, så det ikke overbelaster medarbejderne, og blandt andet stille tekniske hjælpemidler til rådighed. Dem er der gennem mange år introduceret mange flere af inden for alle fagområder.

Den enkelte har selv et ansvar for sin sundhed, også når det gælder en sund og veltrænet krop. Denne del er slet ikke med i debatten om nedslidning. Og det er ikke kun ærgerligt - det er også alt for unuanceret.

Men den enkelte medarbejder har også selv et personligt ansvar for at undgå overbelastninger, benytte de tekniske hjælpemidler, som er til rådighed og følge de anvisninger, der er blevet givet på jobbet. For at opnå et godt og langt arbejdsliv skal man både have et godt arbejdsmiljø og en sund livsstil.

Det handler derfor om, at man skal passe på sig både i og uden for arbejdstiden. Den enkelte har selv et ansvar for sin sundhed, også når det gælder en sund og veltrænet krop. Denne del er slet ikke med i debatten om nedslidning. Og det er ikke kun ærgerligt - det er også alt for unuanceret.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].