Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at han vil fortsætte som formand for Venstre, hvis Mette Frederiksen overtager nøglerne til Statsministeriet. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Løkke afslører: Her er min plan, hvis Mette F. bliver statsminister

16. maj, 21:36
Statsministeren svarer klokkeklart nej til, om han selv vil gå som V-formand, hvis Mette F. bliver statsminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen agter at fortsætte som Venstres formand, også hvis han efter valget og de kommende dronningerunder må overlade Statsministeriet til S-formand Mette Frederiksen. Det siger Løkke Rasmussen i et interview til Politikens politiske særtillæg for unge, Politiken Valgguide, der udkommer fredag.

Vil du gå af som partiformand, hvis du ikke bliver statsminister, lyder spørgsmålet i valgguiden.

- Hæ, hæ, hæ. Nej, altså lige nu er jeg så heldig, at jeg både er formand for Venstre og statsminister. Og valget handler om, om jeg stadig skal være statsminister – det handler ikke om, om jeg stadig skal være formand for Venstre, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

- Jeg er glad for at være formand for Venstre, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den melding modtages positivt af Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem for Venstre:

- Jeg synes, Lars er en rigtig, rigtig god formand, og jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne fortsætte. Jeg ser ham gerne som formand og stemmer på ham, hvis han stiller op, siger Jan E. Jørgensen Politiken med henvisning til, at der kan komme et kampvalg om formandsposten på partiets landsmøde til efteråret, hvis eksempelvis næstformand Kristian Jensen ønsker at overtage.

Spørger man partiveteranen Bertel Haarder, er der heller ingen grund til, at Lars Løkke Rasmussen går af trods et valgnederlag, der koster Venstre statsministerposten.

- Det er hans egen beslutning, men jeg vil bestemt ikke kræve hans afgang, sagde Haarder i et interview i Politiken søndag.

Andre medlemmer er mere tilbageholdende. Venstres finansordfører, Jacob Jensen, mener for eksempel, at det er for tidligt at mene noget om Løkkes fremtid som partiformand, mens ligestillingsminister Eva Kjer Hansen kalder debatten »utidig«.

I kulissen står næstformand Kristian Jensen klar til at overtage V-formandsposten. Flere kilder i partiet forventer, at Jensen vil udfordre Løkke senest ved det kommende V-landsmøde i efteråret, hvis ikke Løkke selv er gået.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Kristian Jensen.

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser