I en analyse 16. marts argumenterer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) for, at der ikke findes uligeløn i Danmark. Det er i sig selv en absurd påstand, eftersom uligeløn mellem kvinder og mænd er internationalt anderkendt blandt andre af FN, OECD, EU med flere.

At DA når frem til denne åbenlyst forkerte konklusion er primært, fordi de benytter sig af talsminke og problematiske forklaringer. På den måde undslår DA sig meget belejligt at tage ansvar for den manglende ligeløn. Det er et politisk valg. Men ikke et særligt klædeligt valg. Lad os derfor få lidt fakta på bordet.

For det første vælger DA at benytte sig af lønbegrebet 'fortjeneste delt med præsteret tid'. Ud fra dette lønbegreb undervurderer man bevidst lønforskellen, så den mindskes fra 15,4 procent til 11 procent, og heraf mindskes den uforklarede lønforskel fra 5-7 procent til 3-5 procent. Det er højst problematisk og også årsagen til, at Lønkommissionen indførte det mere retvisende lønbegreb 'standardberegnet timefortjeneste'.

DA forsøger at undslå sig sit ansvar. Det er meget beklageligt. Tine Skov Jensen, politisk konsulent i LO

Problemet med DA’s lønbegreb er, at man her indregner kvinders højere fravær, og derved kunstigt hæver hendes timeløn – og vupti - lønforskellen bliver mindre.

Det betyder, at man accepterer, at det er i orden at give kvinder mindre i timeløn, fordi de har et større fravær blandt andet i forbindelse med barsel, sygdom, børns sygdom med videre. Det strider imod principperne i ligelønspraksis, som bygger på, at når man sammenligner mænds og kvinders forskellige lønelementer, så har man ret til den samme timeløn, uanset kønsbetinget fravær som for eksempel barselsorlov. At 'straffe' kvinder økonomisk for at holde barselsorlov er diskrimination.

Den standardberegnede timefortjeneste tager højde for dette og er netop upåvirket af kønsbetingede fraværsforskelle som f.eks. barselsorlov. Den viser medarbejderens 'normale' timeløn. Det vil sige timefortjenesten for de timer, der er afregnet til normal sats. Og er dermed et langt mere hensigtsmæssig lønbegreb.

For det andet bruger DA kvinders større andel af deltidsansættelse som en forklarende variabel. Ja, det er klart, at den samlede indkomst er lavere, hvis man arbejder færre timer. Men her sammenligner vi netop på gennemsnitstimeløn, og dermed bortfalder den forklaring. Man må desuden ikke diskriminere mellem fuldtids- og deltidsmedarbejdere, når man sammenligner timelønninger.

For det tredje forholder DA sig slet ikke til ligelønslovens formulering om »arbejde af samme værdi«. I Danmark har vi ikke blot lige løn for samme arbejde men også for arbejde af samme værdi. Så når DA argumenterer for, »at kvinder vælger fag med lav løn«, så anerkender de ikke, at det netop er kvindefag, hvor lønnen er lav, og som ikke lever op til ligelønslovens formulering om arbejde af samme værdi. Det kønsopdelte arbejdsmarked er et problem, fordi det gør det svært at gøre noget ved uligelønnen. Det er ikke nødvendigvis skyld i uligeløn.

Selv efter DA’s beregningstekniske sminkning og den forklarede del af lønforskellen, står vi tilbage med en uforklaret lønforskel på cirka 5 procent. Det er da et kæmpe problem, som arbejdsgiverne i høj grad har et ansvar for at gøre noget ved. For eksempel når en arbejdsgiver undlader at indkalde kvinder på barsel til lønforhandling og i det hele taget undlader at regulere hendes løn under barsel og dermed bidrager til lønefterslæbet.

Den eneste grund til, at DA stadig anvender et misvisende lønbegreb og bruger højst problematiske forklaringsvariable, er, at DA forsøger at undslå sig sit ansvar. Det er meget beklageligt. Det ville klæde DA at tage ansvaret på sig og vise, at man som arbejdsgiverorganisation både anerkender og vil arbejde for at gøre noget ved kvinders åbenlyse uligestilling på arbejdsmarkedet.

Det er vanskeligt at diskutere lønforskelle mellem kvinder og mænd, konstaterer chefkonsulent Martin Laurberg fra DA og går i rette med LO. (Foto: DA)
facebook twitter Google+ LinkedIN Email

Svar fra DA: Fagbevægelsen taler udenom

Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Martin Laurberg svarer her på kritikken fra LO. Han skriver:

Det er vanskeligt at diskutere lønforskelle mellem kvinder og mænd. Det kan konstateres, efter at DA har offentliggjort en analyse af ligeløn. Analysen har affødt hårde reaktioner fra både LO og HK Privat.

Det er ærgerligt, for DA er helt enige med fagbevægelsen i, at det er afgørende, at vi har ligeløn og ligestilling i Danmark. Vi er meget interesserede i at tale videre om det. Men det kræver, at fagbevægelsen ser problemerne i øjnene.

Den samlede indtjening er vigtig

DA's analyse tager udgangspunkt i, at mænd i gennemsnit tjener godt 20 procent mere om året end kvinder. Den vigtigste forklaring er, at mange kvinder arbejder på nedsat tid.

Det interesserer imidlertid ikke fagbevægelsen. »Ja, det er klart, at den samlede indkomst er lavere, hvis man arbejder færre timer. Men her sammenligner vi netop på gennemsnitstimeløn, og dermed bortfalder den forklaring,« skriver Tine Skov Jensen fra LO, mens HK Privats Marianne Vind mener, at det er at »sammenligne æbler med bananer«, når man sammenligner mænd og kvinders løn uden at korrigere for arbejdstid.

Fagbevægelsens ligestillingsfolk siger med andre ord, at det er irrelevant at se på det faktum, at danske kvinder har et indtjeningsmæssigt efterslæb på grund af nedsat arbejdstid. Det er svært at tro, at de virkelig mener det.

I hvert fald er det næppe noget, der gavner ligestillingen.

Lønbegreb har begrænset betydning

Det er selvfølgelig vigtigt også at se på forskelle i timeløn, og DA’s analyse bruger en del plads på det. Her mener LO, at vi bevidst måler timeløn på en måde, der får det til at se ud, som om lønforskellen er mindre, end den reelt er.

Først og fremmest er det vigtigt at påpege, at det ikke gør nogen stor forskel, om man gør det ene eller det andet. DA’s analyse af løndata fra Danmarks Statistik viser, at mænd tjener 20 procent mere om året end kvinder, at mænd tjener 11 procent mere i timen end kvinder, og at mænd tjener knap 5 procent mere i timen end kvinder i samme jobfunktion. Med LO’s foretrukne metode bliver tallene i stedet 20, 13 og 6 procent.

Det er ærgerligt at strande diskussionen på den slags detaljer.

Men derudover er vi uenige i LO’s kritik. Uenigheden handler om, hvorvidt der skal justeres for fravær i den timeløn, man ser på. Det mener LO ikke, at der skal. Det er rigtigt i nogle tilfælde, men i dette tilfælde er det ikke rigtigt. Det skyldes to ting:

For det første kræver det, at man antager, at det ikke har nogen betydning, hvor meget man er på sit arbejde. Det er utopisk at tro det. Det har ikke noget med politisk ståsted eller rimelighed at gøre. En person, der arbejder mange timer og bliver dygtigere, kan nemmere gøre sig fortjent til en højere løn end en person, der arbejder få timer. Det er svært at tro, at fagbevægelsen er uenig i den sammenhæng.

For det andet er der den væsentlige detalje, at overenskomsterne prioriterer løn forskelligt. Hvis man regner, som LO ønsker, ignorerer man, at mange kvinder ligger lidt lavere på lønnen, fordi de er dækket af en overenskomst, hvor fagbevægelsen har prioriteret andre goder, for eksempel løn under sygdom og andre fraværsrettigheder.

Uanset hvad betyder det som sagt ikke ret meget, om man gør det ene eller det andet. Derfor virker det mere oplagt i stedet at fokusere på de problemer, der reelt er.

Invitation til dialog

Hvis man mener alvorligt, at man vil fremme ligestillingen, er det oplagt at gøre noget ved de to absolut vigtigste årsager til, at mænd tjener mere end kvinder: Kvinder skal undlade at gå ned i tid. Og kvinder skal i højere grad tænke på løn, når de træffer deres erhvervsvalg.

Jeg håber, fagbevægelsen vil være med til at tage livtag med de problemer.

Kommentarerne er skrevet af eksterne skribenter og er ikke udtryk for Ugebrevet A4's holdning.

Kommentar: LO: Arbejdsgivere skal tage ansvar for uligeløn

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort

Kommentar:
LO: Arbejdsgivere skal tage ansvar for uligeløn