Foto: Foto: Føljeton

Lars Trier Mogensen: Friskole-skævert fra Mette

23. maj, 18:57

Sammen med /dkpol præsenterer A4 Nu analyser og kommentarer om dansk politik fra kommentator Lars Trier Mogensen.

Han har fulgt dansk politik gennem mange år og er bl.a. kendt fra tv-programmer som Besserwisserne, Jersild uden spin, radioprogrammet Det røde felt og en stribe skrevne medier.

Socialdemokratiet er på retræte. Ikke på de store linjer, langt fra, men for første gang i valgkampen måtte sosserne i dag skifte kurs på et område, som de ellers har forsøgt at profilere sig på: Indtil i dag ville Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen sænke den såkaldte 'koblingsprocent' til landets fri- og privatskoler, så de fremover kun ville få 0,71 pct. af de bevillinger, der går til folkeskolerne pr. elev.

Efter forslaget er kommet i strid modvind i valgkampen – først fra Venstre og hurtigt også fra selv Enhedslisten – valgte sosserne i dag at vende rundt på en tallerken og har nu modereret det skolepolitiske forslag betydeligt: ”Vi ønsker at styrke folkeskolens økonomi ved at sænke koblingsprocenten. Men vi kan se, der ikke umiddelbart er flertal, og der er rejst en række bekymringer blandt andet fra friskoler i landdistrikter,” siger partiets politiske ordfører Mattias Tesfaye, og foreslår konkret, at friskoler, der ligger i områder, hvor der ikke umiddelbart er en folkeskole i nærheden eller i yderkommuner, skal friholdes for den foreslåede  nedsættelse af koblingsprocenten.

Hvilke konkrete friskoler, der skal friholdes fra en eventuel nedskæring, vil Socialdemokratiet dog endnu ikke fortælle, og det mest sandsynlige scenario er da også, at der slet ikke kommer til at ske noget, for uanset hvordan S-formand Mette Frederiksen bliver ny statsminister, tegner der sig ikke noget flertal for at skære på friskoler, som på interessant vis forener højre- og venstrefløjen:

”Socialdemokraterne skal ikke regne med at få støtte fra Enhedslisten til nedskæringer på friskolerne,” siger undervisningsordfører Jakob Sølvhøj, som tilmed angriber socialdemokraterne for at have medvirket til at udsulte folkeskolerne: ”Det er virkelig ærgerligt, at så mange forældre fravælger folkeskolen, men det skyldes jo i høj grad de forringelser af folkeskolen, som både Socialdemokratiet og Venstre bærer et stort ansvar for. I stedet for at straffe friskolerne skal vi derfor investere i folkeskolen. Enhedslisten kommer ikke til at støtte Socialdemokratiets nedskæringer på friskolerne”.

Hvad der var tænkt som en skolepolitisk offensiv – og vel egentlig det første markante udspil fra Socialdemokratiet siden SRSF-regering gennemtvang en lockout mod lærerne i 2013 – er hurtigt endt som en svipser. Ingen skolefolk har oplevet spareforslaget som et fremskridt, og hele friskolefolket har oplagt se det som et tilbageskridt. Selv om skolepolitik har potentialet til både at være en folkelig vindersag og en samlende dagsorden for de rød-grønne partier, må det konstateres, at Socialdemokratiet endnu ikke har fundet en vej tilbage.

Det kontroversielle indgreb mod lærerne i 2013 trækker stadig så dybe ar gennem Socialdemokratiet, at ledelsen tilsyneladende stadig har svært ved at formulere en skolepolitik, der kan samle Danmark. Sosserne største trumfkort ligger stadig bøjet og krøllet tilbage.
 


Modtag Lars Trier Mogensens nyhedsbrev
/dkpol gratis under valget

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser