Linda Zimmer har 25 års erfaring som rengøringsassistent. Alligevel ville Kerteminde Kommune sende hende i virksomhedspraktik i et rengøringsfirma. Foto: Foto: Privat

Linda sendt i praktik som rengøringsassistent trods 25 års erfaring

4. maj, 16:49
Linda Zimmer har i alt 25 års erfaring inden for rengøringsfaget. Alligevel sendte Kerteminde Kommune hende i virksomhedspraktik som rengøringsassistent.

Da den 63-årige Linda Zimmer pludselig stod arbejdsløs i starten af april, var hun sikker på, at der ikke ville gå lang tid, før hun igen fik et fast job på hånden. Hun havde trods alt 25 år som rengøringsassistent siddende i fingrene.

Men de mange års erfaring med sæbe og rens var ikke tilstrækkelige, konkluderede Kerteminde Kommunes beskæftigelseskonsulenter. Det skriver Fagbladet 3F.

Linda Zimmer skulle i stedet ud og svinge gulvmoppen i to ugers virksomhedspraktik hos et lokalt rengøringsfirma, før hun kunne søge fast arbejde andre steder.

- Jeg troede, at det var løgn. Det virkede helt hul i hovedet, siger hun.

Normalt er virksomhedspraktik beregnet til ledige, der gerne vil prøve kræfter med et nyt fag eller mangler sproglige, faglige eller sociale kompetencer.

Det mener Linda Zimmer ikke gælder i hendes tilfælde.

- Det tilbud er slet ikke egnet for mig. Jeg har mange års erfaring, og dem vil jeg ikke spilde ved at være gratis arbejdskraft for en virksomhed, siger hun.

Under samtalen kommenterede kommunen også på Linda Zimmers CV.

De rådede hende blandt andet til at forholde sig direkte til spørgsmålet om efterløn i ansøgningen på grund af hendes alder.

- De anbefalede mig kraftigt at skrive, at jeg ikke havde tænkt mig at gå på efterløn de næste par år. Men det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde bevidst udeladt det, fordi jeg ikke ønskede, at min alder skulle betyde noget for mine jobmuligheder, siger hun.

Linda Zimmer har i dag sat sin arbejdsglæde til side og i stedet valgt at trække sig tilbage på efterløn som følge af Kerteminde Kommunes sagsbehandling.

- Jeg havde det meget dårligt med hele situationen og følte mig slet ikke hørt af kommunen, fortæller hun.

Det var ellers langt fra planen, at efterlønnen skulle så tidligt i spil, men Linda Zimmer føler sig tvunget ud af arbejdsmarkedet.

- Jeg har stadig meget at give. Men jeg orker ikke at skulle igennem den her jobcenter-mølle, når man bliver behandlet på den måde.

A-kasseleder hos 3F Østfyn og næstformand for Kerteminde Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, Jens Arne Hansen (S), er heller ikke tilfreds med kommunens håndtering af sagen.

- Virksomhedspraktik kan være et meget nyttigt værktøj til at få ledige i beskæftigelse, hvis det bruges fornuftigt. Men den her sag lyder helt urimelig, siger han.

Han hæfter sig samtidig ved kommunens kommentar til Linda Zimmers CV.

- Det er dybt aldersdiskriminerende at bede hende om at forholde sig til efterløn i ansøgningen. Det svarer til at bede en 23-årig kvinde at skrive, at hun ikke har tænkt sig at få børn de næste fem år. Det må man ikke.

Jens Gantriis, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget for Venstre, kender ikke direkte til sagen. Han indrømmer dog, at kommunens beslutning om virksomhedspraktik virker ‘opsigtsvækkende’ i Linda Zimmers tilfælde.

- Vores holdning er, at der selvfølgelig skal være mening med at sende borgere ud i virksomhedspraktik. Ellers er det både spild af borgerens og virksomhedens tid, siger han og refererer til Linda Zimmers 25 års erfaring.

- Umiddelbart burde det ikke være en svær opgave at finde et fast job til en som Linda. Hun har tydeligvis erfaringen og kompetencerne.

Kerteminde Kommune ønsker ikke at kommentere på den enkelte sag, men fastholder at deres sagsbehandling ikke været i strid med lovgivningen eller formålet med virksomhedspraktik.

- Virksomhedspraktik kan have mange forskellige funktioner og fordele. For eksempel sender vi folk i virksomhedspraktik med det formål at give dem et professionelt netværk, som de senere i deres jobsøgning kan trække på, siger Søren Ravn-Nielsen, der er chef for Erhverv og Arbejdsmarked i Kerteminde Kommune.

Han understreger desuden, at kommunen aldrig tvinger ledige til at tage imod tilbuddet om virksomhedsforløb.

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser