Jonathan Løw:
Iværksætter: Jeg burde stemme Liberal Alliance

MIN EGEN HISTORIE ER, at jeg tidligere er kåret som årets iværksætter. Min historie er også, at jeg har været sygemeldt i et år med stress og depression. Det gør, at jeg både har været vækstskaber og ydelsesmodtager, og dermed er jeg allerede nu svær at placere. For skal jeg så stå på højrefløjen og tale om vækst og iværksætteri eller på venstrefløjen og tale for bedre velfærd og flere penge til psykiatrien?

Typisk vil jeg af mange blive anset som én, der formentlig stemmer Liberal Alliance. Jeg er direktør. Ejer to virksomheder. Tjener væsentligt mere end gennemsnittet. Dermed er jeg klar til at blive proppet i boksen for dem, der kun tænker på at profitmaksimere og liberalisere. Sådan er virkeligheden imidlertid ikke.

Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at når jeg følger mediernes begyndende valgdækning, så skal jeg stå på den blå side i debatprogrammet ”Debatten” på DR2 samt blive citeret i Børsen frem for Politiken. Omvendt kan en gymnasielærer eller sosuassitent tage plads på den modsatte fløj og så erklære sig uenig med superliberale som mig, der bare vil skære ned på velfærden og kun tænker på sig selv.

JEG GIDER IMIDLERTID IKKE blive proppet ned i disse stereotype bokse, og jeg mener ærlig talt ikke, at de er hverken særligt sande eller sunde for debatten.

For mig som iværksætter er især tre ting vigtige op til det forestående valg. De er ikke et udtryk for, at jeg prøver at pleje mine egne særinteresser, men afspejler mit syn på samfundet som helhed og de værdier, jeg tror på. De tre ting er, at vi i mine øjne bør vægte:

1. Velfærd over skattelettelser
Jeg ved, at når jeg skal tiltrække international arbejdskraft til min vækstvirksomhed JumpStory, så lægger medarbejderne typisk vægt på de gode ting, de har hørt om vores velfærdssystem. Skattetrykket betyder væsentligt mindre, og dertil kommer, at jeg som menneske personligt foretrækker vægten lagt på velfærd frem for skat.

2. Pædagoger over arveafgiftsnedsættelser
Jeg vil hellere have børn, der stortrives, end børn der arver min eventuelle formue med lavest mulige beskatning.

3. Investeringer i uddannelse og miljø over nedsættelse af aktionærbeskatninger
Danmark lever ikke af lav skat på hverken investeringer eller andre begunstigelser af aktionærerne. Danmark lever af, at vi uddanner talentfuld arbejdskraft, der ikke blot skal være forandringsparat, men blive forandringsskabende. Det kræver, at vi investerer langt mere i uddannelse og forskning, end vi gør i dag, ligesom vi skal have Danmark tilbage på det internationale verdenskort som et land, der er kendt som globale markedsledere indenfor bæredygtig energi, klima og innovation.

JEG KAN HUSKE, at da jeg for 20 år siden (er 40 år gammel i dag) rejste rundt i verden, så blev jeg mødt af andre unge mennesker, som så op til Danmark som ’brand’. Man blev stolt over at erfare, at vi blev opfattet som et land præget af åbenhed, grøn nytænkning, et stærkt socialt sikkerhedsnet og nogle attraktive uddannelsesinstitutioner og universiteter.

I dag kan jeg forstå på mine unge medarbejdere, de såkaldte millennials, at fortællingen har ændret sig. På deres rejser skal de svare på spørgsmål omkring burkapolitik og Muhammed-tegninger. Fascinationen er blevet til forundring og i nogle tilfælde endda foragt.

Den slags er langt mere skadeligt for erhvervslivet end både arveafgifter og kapitalbeskatning, men først og fremmest er det skadeligt for os som danskere, for hvem ønsker at rejse ud i verden og blive mødt på den måde?

JEG BURDE STEMME Liberal Alliance. Altså ud fra stereotyperne jeg har beskrevet i mit indlæg. I praksis gør jeg det ikke, men ligger t.v. for midten. Jeg har imidlertid kæmpe respekt for alle, der stemmer anderledes end mig, og det definerer på ingen måde mit syn på dem som mennesker. Blot er virkeligheden den i medierne, at han skal man passe storytelling-mæssigt ind på den fløj, man ”castes” til at tilhøre. Ellers vælter stereotyperne og boksene. Det synes jeg ærlig talt er trist.

Min erfaring er, at meget lidt her i verden er enten-eller. Det er som regel både-og. Derfor kan en direktør og vækstiværksættere godt være ræverød, og derfor kan en sosu-assistent godt være ultra-liberal. Det er muligvis ikke normen, men normer er heldigvis også til for at blive brudt. Jeg ville ønske og elske, at mediedækningen også kunne begynde at afspejle det her op til det forestående valg.