Partier har ikke overenskomst: "Hykleri af værste skuffe"

Rene_Knudsen_HK_Service_Hovedstaden
5. maj 2019 10.03

René Knudsen er formand for HK Service Hovedstaden, som med sine mere end 24.000 medlemmer er Danmarks største lokalfagforening. René blogger om det moderne arbejdsmarked og fremtidens fagforening.

EFTER FIRE ÅRS FORHANDLINGER har vi endelig fået en overenskomst i hus med Alternativet. Det betyder, at Alternativet nu skriver sig ind i en eksklusiv klub af partier, bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og altså nu Alternativet, der har overenskomst.

LÆS OGSÅ: Nu har de ansatte hos Uffe Elbæk overenskomst

Når Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape Poulsen lovpriser den danske model, er det udtryk for hykleri af værste skuffe, når de ikke selv ønsker at tiltræde en overenskomst for deres ansatte. Det svarer til, at man er medlem af en gul fagforretning, hvor man udelukkende forsøger at høste frugterne ved andres arbejde og indsats.

I indeværende valgperiode har vi i HK gentagne gange kommet med en fremrakt hånd til Dansk Folkeparti, for at få forhandlet en overenskomst på plads. Det har de dog ikke være interesseret i, da de mener, at de i forvejen har tilfredsstillende forhold for de ansatte.

LÆS OGSÅ: Lønmodtagerne er IKKE en møllesten om halsen på Danmark

På den måde forsøger partierne at høste alt det positive, der kommer ud af den danske model, på trods af, at Statsministeren rejser rundt i verden og praler stolt over vores unikke model. Jeg kan ikke bebrejde ham, at han ønsker at rose den danske model, for den ér unik, og noget at være stolt over. Derfor er det da også positivt, at politikerne ser fordelene ved den danske model, men det er dybt problematisk, at flere af partierne ikke har i baglokalet, hvad de udstiller i vinduet.

SELVOM FLERE AF PARTIERNE garanteret har nogle ganske udmærkede forhold for deres ansatte, handler det lige så meget om opbakning til den danske model. Man kan derfor ikke lade være med at spørge sig selv, hvad der forhindrer partierne i at formalisere deres forhold i en overenskomst, hvis de i forvejen tilbyder deres ansatte rimelige forhold?

Overenskomster er meget mere end rimelige løn- og arbejdsvilkår. Vigtige, fordi de giver medarbejderne direkte indflydelse på deres arbejdsplads gennem et etableret og anerkendt system. Uden overenskomsterne, står man alt andet lige dårligere, som medarbejder.

Dette er et indlæg fra en A4 Nus bloggere. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].