- Udviklingen går den helt forkerte vej, siger Hanne Vinther, der har set, hvordan flere på særligt jobcentret bliver syge med stress. Foto: Johannes Lange Baunsgaard / A4 Nu

Hannes kolleger på jobcentret bryder sammen: ”De lovgivende bærer ansvaret”

21. maj, 21:52
Tillidsrepræsentanten Hanne Vinther vil have mere politisk fokus på dårligt psykisk arbejdsmiljø på jobcentrene. Troels Lund Poulsen (V) ser en løsning i efteruddannelse af de ansatte.

Hanne Vinther oplever, at stadig flere af hendes kolleger kæmper med psykisk belastning fra deres arbejde med borgere på jobcentrene.

Hun er fællestillidsrepræsentant for alle HK-medlemmer i Aarhus Kommunes magistratsafdeling for Kultur og Borgerservice, hvor jobcentret hører under. Her har hun gennem de seneste år kunnet se, hvordan flere på særligt jobcentret bliver syge med stress.

Under et valgmøde om psykisk arbejdsmiljø med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og beskæftigelsesordfører i Socialdemokratiet Leif Lahn, delte hun nogle af sine oplevelser: 

- Udviklingen går den helt forkerte vej. På mandag har jeg en sygesamtale med en kollega på 33 år, der blev overfuset på arbejdspladsen. Jeg tror aldrig, at hun vender tilbage til sit arbejde, så slemt er hun mærket af det. De lovgivende bærer ansvaret for denne udvikling, siger Hanne Vinther.

Leif Lahn erkender, at politikerne skal give mere tillid til kommunerne og særligt de ansatte. Ligeledes lover han, at man ikke er færdig med at forenkle reglerne på beskæftigelsesområdet. Han mener dog samtidig, at ledelsen i kommunerne bærer et stort ansvar:

- Jeg har besøgt mange jobcentre, og jeg kan godt se, når en chef er uduelig. Der er kommuner, hvor de gør det godt og borgerne er tilfredse, altså kan det godt lade sig gøre, som reglerne er nu. Jeg prøver ikke at vaske hænder. Vi politikere bærer et kæmpe ansvar, men ledelserne skal også tage mere på sig. Mange af de dårlige steder sidder der en klovn for bordenden, lyder det fra Leif Lahn på tirsdagens valgmøde i Brabrand ved Aarhus. 

De hårde møder

Presset på de ansatte kommer ifølge Hanne Vinther fra to sider. Den ene er presset i mødet med syge og frustrerede personer, det andet kommer fra de regler og krav, som socialrådgivere og andre ansatte skal følge og leve op til.

- Vi bliver mødt af frustrerede borgere meget af tiden. Nogle af disse mennesker er meget syge, og deres vrede og afmagt rammer dem bag skranken ni ud af ti gange, siger Hanne Vinther til A4 Nu.

Troels Lund Poulsen finder det problematisk, at de ansatte på jobcentre og borgerservice er udsatte, når det kommer til overfusninger og trusler. Han tilskriver det samfundsudviklingen.

- Det er dybt tragisk, at man skriver, hvad fanden man vil på Facebook eller udstiller andre. Jeg vil se på, om ikke det skal have en hårdere sanktion. Denne kattepine er meget mere ekstrem, og det skyldes nok, at vi som samfund desværre tillader hårdere ytringer, siger beskæftigelsesministeren.

Andre løsninger

Begge politikere vil forbedre det psykiske arbejdsmiljø for de kommunalt ansatte i jobcentrene.   

Leif Lahn vil blandt andet give mere fleksibilitet til de ansatte, men ligeledes kræve, at kommunerne tager ansvar. Det skal de måles op på. Troels Lund Poulsen ser en mulighed i at udvide graden af efteruddannelse.

- Vi skal frigive flere midler til efteruddannelse af medarbejdere i den offentlige sektor. Der er for eksempel enorm fokus på dette i folkeskolerne, men langt mindre i andre sektorer. Nogle medarbejdere, som jeg møder, der har store bekymringer for deres arbejdsliv, kunne have brug for bedre kompetencer.

Efter valgmødet står Hanne Vinther med en blandet følelse i maven.

- Det gør mig da glad, at de støtter de ansatte, men jeg ved bare ikke om efteruddannelse og hårdere straffe løser særligt meget. I Aarhus Kommune har vi nultolerance over for trusler, eller andet der bare ligner. Det har ikke været med til at ændre noget, siger hun.

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser