Ole Just, cheføkonom i HK:
Alle taler om livslang læring – men hvor er pengene?

Digitalisering, automatisering og nye teknologier vælter ind over os i disse år. Hvordan sikrer vi så, at de ikke vælter os omkuld? At vi i Danmark står stærkt, når arbejdsmarkedet forandrer sig? Svaret er, at vi skal kunne opdatere vores kompetencer – hele arbejdslivet igennem.

Det stiller nye krav til, hvad vi skal lære, og hvordan vi skal uddanne os, når udviklingen får nye arbejdsopgaver til at opstå, mens andre forsvinder. Hvor store udfordringer det vil give, har der gennem de seneste år været forskellige bud på. Men McKinseys analyse, som lå til grund for Disruptionrådets arbejde, peger på, at cirka 40 procent af det arbejde, der udføres på det danske arbejdsmarked, kan erstattes af teknologiske løsninger som kunstig intelligens m.v. Selvom det kun er en lille del af de jobs, der udføres i dag, der helt vil forsvinde fra jordens overflade, vil alle jobs blive påvirket.

Derfor er det ikke overraskende, at ”livslang læring” står øverst på listen over policy-anbefalinger fra Disruptionrådet, OECD, ILO og regeringer over alt i verden.

Så hvordan står det til med livslang læring i Danmark? Umiddelbart ser det godt ud. Danmark ligger helt fremme i internationale sammenligninger, og for to år siden blev der indgået en omfattende og ambitiøs trepartsaftale om netop efter- og videreuddannelse.

Men graver man et spadestik dybere og ser på, hvor meget efteruddannelse vi faktisk tager, krakelerer glansbilledet en smule. Efteruddannelsesaktiviteten er faldet i de seneste år. Det gælder også akademi- og diplomuddannelserne, som samlet set har vist en faldende aktivitet siden toppunktet under krisen i 2012. 

Uddannelsessystemet er forældet

Problemet er, at det stadig kniber med at skabe de rigtige rammer for livslang læring. Ser vi på fordelingen af økonomiske resurser, er den helt skæv. For hver gang staten bruger 100 kroner på videregående uddannelse, havner knap 99 af dem i det ordinære system. Kun godt 1 krone går til efter- og videreuddannelse.

Vi er nødt til at se på, om vi bruger vores uddannelsesresurser rigtigt. Tidligere under mere stabile rammer gav det mening at uddanne sig én gang for alle i starten af karrieren. Men fremover giver det mere mening hele tiden at kunne bygge ovenpå sin faglighed via løbende efteruddannelse.

Urimelig forskelsbehandling

Vi skal derfor gøre op med den forskelsbehandling, der finder sted mellem forskellige uddannelsesveje. Tager man eksempelvis en professionsbachelor i det ordinære system, er det gratis. Men hvis man i stedet vælger at uddanne sig til samme niveau i bidder, så man f.eks. starter med en erhvervsakademiuddannelse, arbejder nogle år og derefter tager en diplomuddannelse, skal der betales for diplomuddannelsen ved kasse ét.

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste tidligere i år, at vi som samfund bruger vidt forskellige resurser på de forskellige uddannelsesveje. Mens det ”koster” samfundet ca. 120.000 kr. at uddanne en faglært medarbejder, løber omkostningerne til en universitetsuddannet op i knap 1 mio. kr., når der tages højde for både udgifter til undervisning, SU og i mindre omfang tabte skatteindtægter under studiet. Den markante forskel taler for, at nogle af de lønmodtagere, der ikke fik så meget støtte fra start, skal have bedre økonomiske muligheder for at tilegne sig nye kompetencer senere i livet og rette op på den skævhed.

Men det handler ikke kun om kroner og øre. Vejene til videreuddannelse er mere kringlede og barriererne er flere, når lønmodtagere, der ikke er gået den lige vej via gymnasiet, skal læse videre. Man skal have det til at passe sammen med et travlt arbejdsliv, og det er nemmest, hvis man har en velvillig arbejdsgiver og gode overenskomstmæssige rammer. Dertil kommer, at det kan være sværere at gennemskue, hvilke muligheder for uddannelse man har, og hvilke adgangskrav der stilles.  

Den uklarhed er ikke kun et problem for de lønmodtagere, der gerne vil uddanne sig. Konsekvenserne rækker videre end som så. Når mulighederne for videreuddannelse er uklare, gør det alt andet lige erhvervsuddannelserne mindre attraktive for de unge, der overvejer, hvilken uddannelse de skal vælge. Dermed kortsluttes de politiske ønsker om at sikre flere faglærte på det danske arbejdsmarked. Så det bør være en politisk topprioritet at sikre og skabe klarhed om, at uanset hvilken vej man vælger, skal man altid kunne dygtiggøre sig.

Invester i efteruddannelse

Vi har brug for at prioritere anderledes og få bedre balance i, hvordan staten bruger resurser på videregående uddannelse. HK foreslår, at de 1,4 procent, der i dag anvendes på efter- og videreuddannelse fordobles, så de økonomiske rammer bliver bedre.

Dette er skrevet af en ekstern skribent og ikke udtryk for A4 Mediers holdning.