Lars Løkke Rasmussen er sikret en solid løn trods valgnederlaget. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Trods valgnederlag: Løkke sikret millionhyre

9. jun, 11:54
Lars Løkke Rasmussen behøver ikke at frygte for sin ministerløn, selvom hans regering led et nederlag ved Folketingsvalget onsdag.

Selvom Lars Løkke som forventet må aflevere nøglerne til Statsministeriet til Mette Frederiksen, behøver han ikke frygte lommesmerter lige med det første. 

Ifølge Ekstra Bladet er statsministeren nemlig sikret det såkaldte ministervederlag i de næste de to år. 

Vederlaget ligger på over 1,5 mio. i den toårige periode. 

Til sammenligning tjener et menigt folketingsmedlem godt 677.000 kroner om året. Men den særlige regel for eks-ministrene betyder, at de kan beholde deres løn i halvdelen af den periode, de har siddet på ministerposterne.

For Lars Løkke Rasmussen løber dette altså op i 24 måneder.

Når hans eftervederlags-periode er udløbet, kan Løkke fortsat se frem til en million-gage, hvis han altså stadig er formand for Venstre til den tid. 

Således er det kutyme i partiet, at formanden får et særligt tillæg på omkring 600.000 kroner årligt oven i folketingslønnen, hvis den pågældende ikke samtidig er minister. 

Det svarer til forskellen mellem lønnen som folketingsmedlem og menig minister.