Radikale Venstre mener at, at Socialdemokratiets plan om differentieret pension er død. Det er politisk kommentator Hans Engell langtfra enig i. Foto: Claus Fisker / Niels Ahlmann Olsen / Scanpix

Engell om Radikales pensionsdræber: "Det lyder som hul torden"

8. maj, 16:54
De Radikales dødsstød til Socialdemokratiets pensionsplaner forhindrer ikke Mette Frederiksen i at forhandle med andre partier, siger politisk kommentator Hans Engell.

Socialdemokratiets plan om at give nedslidte danskere ret til at gå tidligere på pension end andre er død og begravet. Så kontant lød meldingen fra Radikale Venstres beskæftigelsesordfører, Rasmus Helveg Petersen, tidligere på dagen i et interview med A4 Nu. 

I interviewet henviser ordføreren til, at Socialdemokratiet ikke har opsagt Velfærdsforliget fra 2006, der sikrer, at danskernes pensionsalder løbende stiger i takt med levealderen. 

 - De nåede ikke at opsige velfærdsforliget før valgets udskrivelse. Dermed er den socialdemokratiske pensionsplan død, sagde Radikales beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen tirsdag til A4 Nu.

LÆS OGSÅ: Radikale slukker Socialdemokratiets drøm: "Deres pensionsplan er død"

De Radikales melding kommer dog ikke til at få nogen særlig betydning for Socialdemokratiets muligheder for at indføre differentieret pensionsalder, mener politisk kommentator, Hans Engell. 

- Det lyder mest af alt som hul torden fra De Radikale. Der er intet i det her, der forhindrer Socialdemokratiet i at indgå i forhandlinger med andre partier om at indføre en differentieret pensionsalder, siger Hans Engell til A4 Nu. 

- Hvis Radikale så nægter at være med i forhandlingerne på grund af et forligsteknisk figenblad, så er mit bud, at de andre røde partier vil sige "fint, så må i jo lade være", forudser Hans Engell.

Papir i hovedet på hinanden

De Radikales dødstød til differentieret pension bunder ifølge Rasmus Helveg Petersen i, at der ligger et regeringsnotat, som slår fast, at den socialdemokratiske pensionsplan ikke kan gennemføres, uden at Velfærdsforliget fra 2006 bliver opsagt. 

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Mattias Tesfaye, afviser fuldstændig opfattelsen af, at løbet er kørt for idéen om tidligere tilbagetrækning for nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet. 

- Vi har et andet notat fra regeringen, hvor der står det modsatte. Sådan kunne vi kaste papirer i hovedet på hinanden. Det centrale er, at mange lønmodtagere er kommet i klemme, fordi regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale var med til at ødelægge efterlønnen, sagde Mattias Tesfaye tidligere til A4 Nu.

- Vores forslag er ikke dødt. Det er mere levende end nogensinde, tilføjer han. 

Spørger man Hans Engell, får Radikale mere end almindeligt svært ved at bremse det socialdemokratiske forslag, hvis deres eneste skyts er, at Mette Frederiksen ikke har opsagt Velfærdsforliget i tide. 

- Det er jo ikke sådan, at Mette Frederiksens projekt er blevet torpederet af den her udmelding. Det betyder bare, at Radikale ikke får nogen indflydelse på den reform, der måtte komme efter et valg, og at partiet kommer til at stå isoleret, når det kommer til nedslidnings-dagsordenen, siger Hans Engell. 

- Men nu er Radikale jo som hovedregel også mest optagede af, hvordan det går med akademikere og universitetsstuderende, og partiet har ikke haft den helt samme interesse for nedslidte håndværkere og sosu´er, tilføjer han. 

Kan give problemer

Peter Lautrup Larsen, politisk kommentator på TV2, er "grundlæggende enig" i, at Radikales udmelding ikke forhindrer Socialdemokratiet og Mette Frederiksen i at lave en aftale om differentieret pension. 

Ham mener dog, at det kan give problemer, hvis partiet ikke opsiger Velfærdsforliget, inden der er afholdt valg 5. juni.

- Ideen med de brede forlig er, at de kan holde hen over en valgdato og dermed give ro på politikområdet. Derfor skal forligene opsiges inden et valg. Men det kan Socialdemokraterne også nå endnu. Sker det ikke, kan planerne først slå igennem efter endnu et valg. Sådan er spillereglerne, siger Peter Lautrup Larsen til TV2.

Ifølge Peter Lautrup-Larsen kan Socialdemokratiet uanset hvad altid forhandle efter et valg og se, om det er muligt få deres planer igennem.

- Rent politisk er det ikke usandsynligt. Det er ikke forbudt at forhandle, og måske kan der opnås enighed, siger han.