Med mindre vinden vender for Liberal Alliance står Joachim B. Olsen til at ryge ud af Folketinget. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Chok-måling: Farvel til Joachim B.

13. maj, 11:20
Med de nuværende målinger får Liberal Alliance slet ingen mandater i Københavns Omegn, hvor Joachim B. Olsen stiller op. Rasmus Paludan står til et mandat på Sjælland.

En af dansk politiks mest markante profiler, Liberal Alliances Joachim B. Olsen, skal måske finde nyt arbejde efter valget den 5. juni.

I følge en ny prognose udarbejdet af Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af 12.960 interviews fra valgkampens første dage står Liberal Alliance til ikke at få et eneste mandat i Københavns Omegn - den storkreds, hvor netop Joachim B. Olsen i dag er valgt.

Læs også: Joachim B. bekræfter annonce: Det er mig på pornohjemmeside

Goddag til Paludan og Vermund

Der er også dårligt nyt til Dansk Folkeparti, der står til at miste 15 mandater fordelt ud over hele landet. Kun DF’s folkevalgte i København går fri.

Derudover viser prognosen, at partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs, der har valgt at stille op i Sjællands Storkreds, står til at få et af partiets fem mandater. Også Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, står til et sæde på Christiansborg.

Den største mandatmæssige fremgang - hele seks mandater - står SF for. Det kan meget vel betyde et gensyn med tidligere MF'er Karina Lorentzen fra Sydjylland og et nyvalg til SF’s næstformand - sygeplejersken Signe Munk fra Vestjylland.

Alternativet er blevet omtalt som et storbyfænomen, men med de nuværende målinger står partiet til at miste et mandat og dermed kun få et enkelt mandat i København. Det vil sandsynligvis gå til Uffe Elbæk og vil dermed betyde, at partiets politiske ordfører Caroline Magdalene Maier, ryger ud.