A4 Medier lancerer nyt politisk indeks: Skal et spadestik dybere i vælgerstrømninger

20231003-214143-7-1920x1280we
A4 Medier har indgået et nyt samarbejde med Opinion & The Other One om et nyt politisk indeks. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
8. mar. 2024 06.00
A4 Medier præsenterer et nyt politisk indeks i samarbejde med Opinion & The Other One. Ambitionen er at dykke ned i strømningerne bag vælgernes valg.

Dybere indsigt i vælgerne.

Det er målet med et nyt politisk indeks, som A4 Medier i samarbejde med Opinion & The Other One (OTOO) nu går i luften med.

Det nye indeks bygger på et stort datamateriale og gør det dermed muligt at gå et spadestik dybere i bagvedliggende vælgerstrømninger end gængse meningsmålinger.

Det fortæller administrerende direktør og chefredaktør hos A4 Medier Kristian Madsen. 

"Med det nye indeks kan vi dykke tematisk ned i, hvilke vælgere der bevæger sig fra et parti til et andet og derfra forklare, hvilke temaer der påvirker det politiske landskab," siger Kristian Madsen.

Hans ambition med indekset er at få en dybere forståelse af vælgernes politiske adfærd. 

"Det er vigtigt i stedet for den sædvandlige meningsmålingsjournalistik, der mest berør, hvor vælgerne står lige nu og her," siger Kristian Madsen.

LÆS OGSÅ: Ny meningsmåling afslører kønsgab: Kvinder giver rød blok flertal

Det er med OTOO's data eksempelvis muligt at inddele vælgerne ud fra alder, køn og uddannelse.

"Indekset vil derfor også kunne bruges til at forstå de drivkrafter og tendenser, der kan have underlæggende betydning for vælgervandringerne i dansk politik. Det er noget vi spørger vælgerne om, så de kan sætte deres eget perspektiv på det. Og det er en ny måde at bruge et indeks i forhold til, hvad vi ellers kender," siger Jesper Claus Larsen, der er stifter af og partner hos OTOO.

Standardmåden at bruge politiske indeks på i dag er at få en ordfører fra et parti eller kommentator til at forholde sig til tallene. Også her vil A4 Medier og OTOO's indeks adskille sig fra andre, forklarer Jesper Claus Larsen.

"Vi kommer til at perspektivere tallene og sætte dem ind i en bredere kontekst og give vælgerne deres egen stemme i fortolkningen af resultaterne," siger han.

A4 Mediers første politiske indeks er allerede udgivet, og her er der fokus på forskellene mellem mandlige og kvindlige vælgeres adfærd.

"Vi starter med at sætte fokus på køn, hvor gabet bliver større og større politisk mellem mænd og kvinder," siger A4 Mediers chefredaktør Kristian Madsen. 

Ifølge Jesper Claus Larsen fra OTOO er det næste naturlige skridt i forhold til kønsperspektivet at sætte det perspektiv op i forhold til vælgernes socioøkonomiske baggrund. 

Fakta om metoden

- Undersøgelsen er gennemført af Opinion & The Other One under ledelse af Jesper Claus Larsen

- Der er i alt gennemført 2.556 interview blandt et landsrepræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 18 år eller derover

- Dataindsamlingen er gennemført online i uge 7 og 8 2024

- Til brug for undersøgelsen blev der udtaget en stratificeret stikprøve med udgangspunkt i den på landsplan kendte fordeling på kriterierne køn, alder og region

- Resultaterne er efterfølgende vejet således, at de afspejler den på landsplan kendte fordeling af befolkningen 18 år+ på kriterierne køn, alder, region og stemme ved Folketingsvalget 2022

- I alt 2.156 personer har gjort et partivalg. Andelen af tvivlere er 14 procent

- Den maksimale statistiske usikkerhed er på totalen blandt personer, der har gjort et partivalg (2.156 interview) +/- 2,1 procent