Dato: 29-08-2005

Politikerne tør ikke pille ved boligskat

Et forslag om at beskatte boligejernes gevinster fik i sidste uge opbakning fra flere formænd fra de store LO-forbund. Nu advarer økonomer mod den plan. De ønsker brede reformer, som lemper skatten på indkomst og øger den på ejendomme. Men det kan have lange udsigter, da boligpolitik er en varm kartoffel på Christiansborg.

TABU »Skævt og ineffektivt«. Det var ordene, som Det Økonomiske Råd brugte i sin analyse af det danske boligmarked fra 2001. Talrige andre rapporter og undersøgelser har også peget på, at de seneste års prisstigninger på ejerboliger, kombineret med en række andre faktorer, i stigende grad skaber ghettoer for rige og fattige herhjemme. Men på trods af de mange advarsler er der ingen gennemgribende reformer på vej fra politikerne. Boligen er hellig på tværs af partiskel. De folkevalgte frygter vælgernes straf, hvis de ændrer mærkbart på boligpolitikken, for eksempel ved at dreje på skatteskruen for boligejerne.

Det vurderer flere eksperter, som Ugebrevet A4 har talt med. Lektor Lotte Jensen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet fastslår, at der traditionelt er langt mellem ord og handling, når det gælder boligpolitikken.

»Der er en erkendelse blandt fagfolk om, at der er forskel på de faglige regnestykker og de politiske realiteter. Boligpolitik er et ømt punkt, da alt, hvad der vedrører boligen, stikker dybt hos vælgerne. Ejerboligmarkedet er den største boligsektor, vi har. Man piller ved rigtig mange grupper på tværs af partierne, når man bringer boligen i spil,« siger Lotte Jensen.

Hun tilføjer, at logikken er den samme som i debatten om en afskaffelse af efterlønnen eller andre velfærdsgoder. Politikerne er bange for at krænke rettigheder, som de fleste danskere opfatter som velerhvervede og urørlige.

Valgforsker Lars Bille, der ligeledes er lektor i statskundskab på Københavns Universitet, peger på, at politikerne typisk har brændt fingrene, når de har forsøgt at bringe boligpolitikken ind i en valgkamp:

»Der er en frygt blandt politikerne for overhovedet at tale offentligt om boligpolitik. Det gælder i det hele taget, men det gælder især op til valg,« siger Lars Bille.

Da boligpolitikken ved valget i 1998 blev bragt ind i valgkampens sidste fase, havde det eksempelvis en effekt på valgets udfald, konstaterer Lars Bille.

»Der blev flyttet ret mange stemmer i ugerne op til valgdatoen, fordi de boligpolitiske spørgsmål blev bragt ind i valgkampen. Det handlede blandt andet om, hvorvidt lejeloven skulle liberaliseres, og om lejeværdien skulle afskaffes,« siger han.

Lars Bille vurderer, at de fleste politiske partier rent faktisk gerne vil tale boligpolitik. At mange politikere er optagede af de uligheder og problemer, der er på det danske boligmarked. Men at de på grund af de dårlige erfaringer med at foreslå og diskutere reformer af boligpolitikken vælger at holde kortene tæt til kroppen.

»Boligpolitiske reformer bliver diskuteret internt i partierne,« siger Lars Bille.

Forklaringen på berøringsangsten handler ikke kun om penge. Boligdebatten har klangbund i folks følelser, mener Lotte Jensen. Boligen er med til at skabe identitet.

»Vi viser i stigende grad, hvem vi er gennem vores bolig. Se bare på tv. Det vælter med boligprogrammer af alle slags i den bedste sendetid. Boligen er en filial af det udbredte krav om selvrealisering. Samtidig symboliserer den trygheden og basen i en foranderlig verden. Rører politikerne ved boligområdet, rører de med andre ord ved folks identitetsbygning og selvforståelse,« mener Lotte Jensen.

At boligpolitikken er en varm kartoffel, er der talrige eksempler på. Senest har den radikale Charlotte Fischer oplevet at blive sat på plads af sit partis ledelse, fordi hun luftede ideen om at beskatte boligejerne af den gevinst, de måtte opnå på deres hus eller lejlighed som følge af de prisstigninger, der har været på boligmarkedet.

Det vælter med boligprogrammer af alle slags i den bedste sendetid. Boligen er en filial af det udbredte krav om selvrealisering. Samtidig symboliserer den trygheden og basen i en foranderlig verden. Rører politikerne ved boligområdet, rører de med andre ord ved folks identitetsbygning og selvforståelse. Lotte Jensen, lektor på Københavns Universitet.

Ideen om at give de mange nye boligmillionærer herhjemme et skattesmæk på deres gevinster for at mindske uligheden og styrke sammenhængskraften i samfundet lever dog videre. Den kendsgerning, at de danske boligejere i løbet af de seneste år samlet set har hobet over 1.000 milliarder kroner op i friværdi, er svær at se bort fra.

I sidste uge kunne Ugebrevet A4 fortælle, at flere formænd fra de store LO-forbund bakkede ideen op, mens andre spidser fra fagbevægelsen var skeptiske. De foreslog i stedet, at man så på alternative modeller for beskatning af boligejere.

Samme melding kommer fra professor i nationaløkonomi på Handelshøjskolen i København og medlem af Det Økonomiske Råd Jan Rose Skaksen:

»Det er helt klart en god ide at beskatte boligejerne mere. Men det er ubetinget en dårlig ide at gøre det ved hjælp af skat på kapitalgevinster,« siger han.

Hans argument er, at en skat på boligejernes gevinster ved salg vil nedsætte mobiliteten på boligmarkedet markant. Færre danskere vil simpelthen købe og sælge boliger, hvis de ved, at de bliver beskattet af en eventuel økonomisk gevinst.

»I en årrække har vi på grund af regeringens skattestop reelt set sænket ejendomsskatten. Ejendomsskatten er ikke steget, selv om huspriserne er. Man burde lade skatten stige. I første omgang ved at lade den følge prisstigningerne. På længere sigt ved simpelthen at sætte skatten på boliger op. Gør man det, kan man samtidig sænke skatten på arbejdskraft,« siger Jan Rose Skaksen.

Han peger på, at det ud fra et økonomisk synspunkt er bedre at belønne dem, der arbejder hårdt og bidrager til samfundet, mens man bør beskatte dem, der uden indsats tjener penge på, at deres ejerboliger stiger i værdi. I dag er det omvendt.

Også professor i økonomi Claus Vastrup fra Aarhus Universitet er modstander af en beskatning, som alene rammer boligejernes kapitalgevinster. Han siger, at selve forslaget, såvel som den offentlige debat, det har affødt, er »forsimplet«. Han mener, at vejen frem i forhold til boligmarkedet er at anlægge en helhedsbetragtning:

»Det kan forekomme uretfærdigt, at kapitalindkomster, som gevinster på salg af boliger, er skattefri, mens arbejdsindkomster beskattes. Men vil man tage den diskussion op, er man nødt til at kigge på alle kapitalgevinster – og tab,« siger han og tilføjer, at prisstigningerne på boliger primært skyldes rentefaldet. Og et fald i renten giver også gevinster på aktiemarkedet og landbrugsjord. Derudover giver det tab til låntagere, og dermed husejere, med langfristet gæld med fast rente. Det betyder, at disse får en højere kursværdi af deres gæld, selv om rentebetalingen er den samme.

»Hvis argumentet er retfærdighed, bør man vel generelt beskatte dem, der netto har vundet på rentefaldet. Det er bare svært at gøre op,« mener Claus Vastrup.

Heller ikke lektor Jens Lunde fra Institut for Finansiering på Handelshøjskolen i København, der er en af dem, der ved mest om boligmarkedet herhjemme, er tilhænger af en skat på boliggevinster. Også han mener, man skal tænke bredere.

»Der er en politisk usynliggørelse af boligen. Men problemerne på boligmarkedet består og forværres, som tiden går. Den folkelige interesse for boligspørgsmål er af samme grund intens, og ønskerne om løsninger er påtrængende. Men løsningen er ikke bare at beskatte boligejerne. Der skal gennemgribende reformer til. Reformer, som skaber et mere retfærdigt boligmarked,« siger Jens Lunde.

Han beskriver det nuværende marked som et lotteri, hvor en 80-årig enkefrue kan sidde til en billig leje i en herskabslejlighed på Østerbro, mens en ung familie er nødt til at gældsætte sig til op over begge ører for at få en lille ejerlejlighed.

Jens Lunde udformede allerede i 1999 en skitse til en boligpolitisk reform. En skitse, han siger »desværre stadigvæk er aktuel«. I den foreslår han blandt andet, at ejere af andelsboliger, private udlejningsejendomme, almene boliger og ejerboliger beskattes på nøjagtig samme vis. Han siger også, at der ikke er behov for regler for huslejens maksimale størrelse i lejeboliger. Markedet kan regulere sig selv. Han peger i forlængelse heraf på behovet for at se på, hvilken anden type beskyttelse man kunne indføre for lejerne. Jens Lunde mener desuden, at en frigivelse af priserne på andelsboliger blandt andet ville gøre op med mange af de problemer, som findes på andelsmarkedet. Og som i dag begrænser udbuddet af andelsboliger.

I skitsen diskuterer han også, hvorvidt der skal ydes støtte til almene boliger, ældreboliger og ungdomsboliger eller ej. Jens Lunde mener, at den støtte skrævvrider markedet. Endelig taler han om, hvorvidt man skal forbedre reglerne for boligsikring og boligydelse, så de dårligst stillede fortsat kan bo rimeligt.

Jens Lundes pointe er, at man bør skabe balance på boligmarkedet. Og at man kan være helt eller delvis enig eller uenig i indholdet af den skitse til en boligreform, han har tegnet, men man bør i hvert fald kunne diskutere disse kerneområder.

Politikernes berøringsangst når det gælder boligpolitikken, særligt beskatning af boligejere, er ikke et specielt dansk fænomen. Oplysninger indsamlet af Ugebrevet A4 om regler for beskatning af privat ejendom i en række andre lande viser, at det kun er i Sverige og Schweiz, at man har erfaringer med direkte at beskatte boligejeres gevinster ved salg. I lande som Norge, Finland, Frankrig, Tyskland og Storbritannien slipper boligejerne som i Danmark for at betale skat af kapitalgevinster, hvis der er tale om salg af en privatbolig, som i et vist tidsrum er blevet brugt som primær bolig.

Den svenske model betyder, at gevinst fra salg af privat ejendom beskattes som kapitalindkomst. To tredjedele af gevinsten beskattes med tredive procent. Gevinsten udregnes som forskellen mellem købspris plus forbedringer, der øger værdien, og salgsprisen. De svenske regler gør det muligt at udskyde skattebetalingen, hvis det drejer sig om ens faste bolig. Man kan skubbe skattebetalingen foran sig, så længe man hele tiden flytter i en ny ejerbolig. Den dag, man ikke længere bor i ejerbolig, ved dødsfald eller flytning til anden type bolig, falder skattehammeren.

Ud over at indvende, at den model sænker mobiliteten på boligmarkedet, siger økonomisk vismand Jan Rose Skaksen, at modellen administrativt er »meget tung«.

Man kan anskue den danske boligpolitik som en ejendom, der trænger til reparationer. Men der er intet, som tyder på, at der er en entreprenør på vej. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der også er ansvarlig for boligpolitik, offentliggjorde i sidste uge en analyse af boligmarkedet. Han slog i den forbindelse fast, at han ikke så noget uheldigt i udviklingen på ejerboligmarkedet.

Til diskussionen om, hvorvidt det danske boligmarked er skævvredet i en grad, der skaber ulighed, og som for eksempel gør, at et almindeligt par bestående af en skolelærer og en politibetjent har svært ved at få råd til en bolig i København, sagde ministeren, at det er markedet, som sætter prisen. Borgere, som sætter sig for hårdt økonomisk, skal derfor ikke regne med indgreb fra regeringen.

»Det er folks eget ansvar. I Danmark har man retten til at blive velhavende, men man har også retten til at gå fallit,« fastslog ministeren ved fremlæggelsen.