Netnyheder

De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!

Skattelettelser koster velfærd - www.ae.dk

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) kritiserer Arbejdsmarkedskommissionen for at fokusere for meget på at skaffe hænder og for lidt på at kvalificere arbejdskraften gennem uddannelse. AE fremlægger samtidig en analyse, som viser, at arbejdsstyrken kan øges med 47.000 personer, hvis målet om, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse, indfries. AE ser også nærmere på regeringens ufinansierede lettelser i topskatten tilbage i 2007. Lettelser, der skaber et finansieringshul, og som er den egentlige årsag til, at Arbejdsmarkedsmarkedskommissionen skulle finde penge.

Fakta om influenza A - www.sst.dk

Influenza A – også kendt som H1N1 eller svineinfluenza – breder sig verden over. Sundhedsstyrelsen vurderer, at langt de fleste danskere ikke har grund til være bekymrede, men som ved alle andre virusinfektioner skal gravide passe på. Også folk med nedsat immunforsvar, astma og børn under to år skal være ekstra opmærksomme. Sundhedsstyrelsen har samlet alle fakta om sygdommen på sin hjemmeside, tillige med en liste over basale forholdsregler. Endelig kan man få at vide, om man burde lade sig vaccinere, når vaccinen er klar omkring 1. november.

Førtidspension og fleksjob - www.akf.dk

Der er store regionale og kommunale forskelle på, hvem som får tilkendt fleksjob og førtidspension. Anvendt KommunalForskning (AKF) har sammenlignet 92 kommuners praksis på området. Analysen viser, at borgere med samme helbredssituation og samme tilknytning til arbejdsmarkedet får vidt forskellig behandling alt efter, hvor de bor. Tallene viser også, at næsten hver anden førtidspension i dag tildeles på grund af psykiske lidelser. Og at det tal er stigende. En anden undersøgelse fra AKF ser på det rummelige arbejdsmarked, som er blevet mindre og mindre rummeligt i perioden 1997-2006.

Færre på efterløn i fremtiden - www.sfi.dk

Efterlønsreformen fra 1999 har mindsket folks lyst til at gå på efterløn, og tilgangen til efterlønsordningen vil sandsynligvis falde yderligere, i årene der kommer. Det skyldes, at efterlønnens størrelse langsomt udhules i forhold til lønnen grundet en ringere satsregulering. En anden årsag er den skærpede modregning af pensionsformuer. Det viser en effektmåling af efterlønsreformens betydning for arbejdsudbuddet foretaget af Det Nationale Center for Velfærd – SFI for Arbejdsmarkedskommissionen.