Sket i ugen


Kviksølvoffer får erstatning

Efter at have givet en række afslag er Arbejdsskadestyrelsen på vej med erstatning til en tidligere ansat på Grindstedværket. Det oplyser Arbejdsskadestyrelsens direktør, Anne Lind Madsen, der ikke må udtale sig om den enkelte sag, skriver Nyhedsbrevet 3F. Arbejdsskadestyrelsen behandler over 130 erstatningssager, der er fremkaldt af afsløringen af de forhold, de ansatte i B2-afdelingen på Grindstedværket i Billund arbejdede under i 1960’erne og 1970’erne.

Formandskandidat vil droppe strejkerne

Irene Hesselberg, der er den ene af to kandidater til formandsposten i Dansk Sygeplejeråd (DSR), vil samarbejde med arbejdsgiverne for at finde løsninger og vil gemme strejkevåbnet af vejen. »Strejker er passé. Hvis man hele tiden tænker, at det mest magtfulde redskab er strejker, så er der ikke andre muligheder,« siger Irene Hesselberg til Newspaq. Hendes modstander i formandsvalget er den hidtidige 1. næstformand Grete Christensen.

SOSU-assistent bliver en beskyttet titel

Senest 1. oktober skal social- og sundhedsassistenter have søgt om autorisation. Gør de ikke det, må de nøjes med at kalde sig sundhedsmedhjælpere. Det kan få konsekvens for løn og udviklingsmuligheder, hvis ikke der er søgt om autorisation til tiden, advarer FOA.

FOA forlader ld-bestyrelse

FOA har besluttet at trække sig ud af bestyrelsen for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). Beslutningen kommer, efter at LD har været under anklage for at se stort på habilitetsproblemer og for at have forgyldt sine direktører. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, siger til DR Nyheder, at det har været umuligt at råbe LD-bestyrelsen op, når de kritiske punkter har været rejst om bonusordninger og forgyldninger af direktører.

Dom giver finansansat syv mio. i pension

En tidligere filialchef i Nordea, der blev fyret på grund af længere tids sygdom, har krav på pension, slår Højesteret fast. En arbejdsgiver kan nemlig ikke nægte en afskediget medarbejder pension, hvis medarbejderen ikke har foretaget sig noget, der kan retfærdiggøre afskedigelsen. Dermed stadfæstede Højesteret en landsretsdom, og den tidligere filialchef fik tilkendt sammenlagt syv millioner kroner efter fire års kamp.

Skraldefolkene fik deres talsmand

Efter 14 dages konflikt lykkedes det i sidste uge at nå frem til en aftale, som skraldefolkene i renovationsfirmaet HCS sagde ja til. En af de store tvister har været de ansattes ønske om at få en bestemt medarbejder som tillidsmand. Ham ville virksomheden ikke godkende, men nu bliver han godkendt som talsmand med en tillidsmands rettigheder, så han er bedre sikret end ellers. Desuden får de ansatte nu for første gang en sikkerhedsrepræsentant.

FOA afviser 3f-indblanding

Selv om Roskilde Brandvæsen har overtaget tre områder fra Falck, er det stadig FOA’s aftale med Roskilde Brandvæsen, der gælder. Det er meldingen fra FOA Roskilde, der har redderne i Roskilde Brandvæsen som medlemmer. Roskilde Brandvæsen har vundet ambulancekørslen i Køge, Solrød og Greve og skal bruge 60-80 reddere. Det har fået 3F, der organiserer Falck-redderne, til at kræve en forhandling med Roskilde Kommune.