Netnyheder
De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!
Loyale A-kassemedarbejdere – www.sfi.dk
A-kasserne og deres ansatte bidrager loyalt til at gennemføre den aktive beskæftigelsespolitik. Også når de er uenige i enkelte elementer. Medarbejderne kunne dog godt ønske sig et bedre samarbejde mellem a-kasserne og jobcentrene. Det viser en ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – SFI. Rapporten er den tredje i en serie om forskellige aktørers rolle i den aktive beskæftigelsespolitik. De to første så på kommunernes og statens rolle.
Stærkt stigende ulighed – www.aeraadet.dk
Siden 2001 er uligheden i Danmark vokset markant. De rigeste 10 procent har nu 60.000 kroner mere til forbrug, end de havde i 2001. De fattigste 10 procent har til sammenligning kun 2.200 ekstra. Den voksende ulighed skyldes ifølge AErådet de stigende boligpriser og den siddende regerings skattepolitik. AErådet kan samtidig fortælle, at hver syvende indvandrer fra et ikke-vestligt land lever i decideret fattigdom.
Dynamisk dansk arbejdsmarked – www.samspil.info
Når store virksomheder lukker, stiger ledigheden markant i lokalområdet. Men allerede året efter er den tilbage på normalt niveau. Det viser en ny rapport fra Samspil - Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev om beskæftigelse, som har analyseret, hvad lukningerne af Stålvalseværket i Frederiksværk og Flextronics i Pandrup betød for den lokale ledighed.
Stress skyld i depression – www.ask.dk
Et flertal i Arbejdsskadestyrelsen har netop anerkendt stress som udløsende faktor ved depression. Det skete i tre ud af ni sager. De tre sager var alle karakteriseret ved, at den ramte oplevede et voldsomt stort arbejdspres gennem længere tid, korte og vanskelige deadlines og manglende støtte fra både kolleger og chefer. Afgørelsen kan medføre ny praksis på området. Arbejdsskadestyrelsen har også offentliggjort en vurdering af de ansattes eksponering over for kviksølv på Grindstedværket i perioden1962-1980.